Den anden dag havde jeg ustyrligt meget lyst til en salat med halloumi. Åh jeg elsker halloumi. Især når den stadig er lun og blød i midten men sprød udenpå. Og da jeg var nede i supermarkedet, hapsede jeg kun ting til indkøbskurven, som jeg tænkte ville gå glimrende med halloumi. Sådan opstod denne salat.
Opskrift på salat med halloumi
Grønkål er jo virkelig en fest i øjeblikket, fordi det bugner med den, og den smager så godt, hvis man kan finde ud af at behandle den ordentligt. Mere om det nedenunder. Grønkålen rives i mundrette stykker, masseres godt med en lækker honning-sennepsdressing og vendes med stegte gulerødder i sesam, sprød halloumi og granatæblekerner. Og kan du ikke få halloumi i supermarkedet, kan du også sagtens vælge grillost.
Elsker du også halloumi? Så skal du prøve min kolde nudelsalat med halloumi og peanutbutterdressing, vegetariske curry med halloumi og bagt blomkål eller vandmelonsalat med halloumi og mynte.
Grønkålssalat med sennepsdressing
Jeg synes virkelig, at sennepsdressing går godt til grønkål. Og hvis jeg ikke laver en tahindressing, som også ville passe skønt til denne salat, så er det ofte en citron-honning-sennepsdressing, jeg går med. Jeg ville servere salaten til kød, falafler eller måske bare med brød og hummus til. Du kan også lave det til en måltidssalat ved at vende lidt kogt quinoa, bulgur eller lignende i. Og så er den faktisk også virkelig god til jul, julemiddag, julefrokost eller til resterne dagen efter.
Vigtigt at vide når du laver en salat med grønkål
Jeg møder tit nogen, der ikke er vild med grønkål. Det vil jeg næsten vove at sige er fordi, at grønkålen ikke er blevet behandlet ordentligt. Der skal nemlig gang i en omgang massage, når du arbejder med grønkål. Især det på stilk som du selv plukker af. Og ja, du læste rigtigt. Massage. Du skal nemlig hælde dressing på og massere den godt ind i grønkålen med dine hænder. På den måde bryder du den ellers lidt kradse struktur og gør den meget mere spiselig.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Grønkålssalat med halloumi, gulerødder og sesam
Ingredienser
Grønkålssalat med halloumi
- 1 pose grønkål (gerne på stilk – svarer til 5-6 store stilke)
- 5 gulerødder (mellemstørrelse)
- 250 g halloumi (alternativt grillost)
- ½ granatæble
- ¾ dl sesamfrø
Honning-sennepsdressing
- 1 spsk dijonsennep
- 1 spsk honning
- 3 spsk olivenolie
- ½ citron (måske lidt mere)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Skræl gulerødderne og skær dem ud i skrå, mundrette skiver.
- Steg gulerødderne på en middel-høj varm pande i lidt olivenolie og et drys salt. De skal have farve på begge sider men stadig lidt bid.
- Vend sesamfrø med de sidste minutter, så de bliver ristet af.
- Pluk grønkål fra stilkene, skyl det godt og dup det tørt.
- Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til – måske du kan lide den lidt stærkere, lidt sødere eller lidt syrligere.
- Massér dressingen godt ind i grønkålen med dine hænder, så det falder lidt sammen.
- Skær halloumien i skiver og steg den sprød på begge sider på en varm pande med godt med olie på.
- Frigør granæblekernerne fra skallen – jeg plejer at banke kernerne ud i en plastikpose med en kagerulle. Så sprøjter det ikke så meget.
- Vend det hele sammen med den masserede grønkål.