Annonce

Pasta med muslinger og citronpesto

Pasta med muslinger og citronpesto
Pasta med muslinger og citronpesto 1

Jeg er på to missioner i dag. Den første er, at jeg gerne vil lære dig at elske muslinger. Elsker du dem allerede, vil du forhåbentligt blive glad for denne opskrift, og til dig der endnu ikke har lært det, så håber jeg, at jeg kan overbevise dig med denne opskrift på pasta med muslinger og citronpesto.

Opskrift på pasta med muslinger

Denne pasta med muslinger her er en super fin begynderret, hvis du vil lære at elske muslinger. Det er en nem opskrift, der på trods af lidt flere trin i fremgangsmåden faktisk er hurtig at lave. Det er spaghetti vendt med blåmuslinger, der er tilberedt og dampet i lidt hvidvin, løg og hvidløg serveret med persille og citronpesto. Det er en skøn ret til både hverdag og gæster, og jeg synes, at det er ret sejt med en værtinde, der disker op med en muslingeret. Den vil imponere.

Er du glad for fisk og skaldyr, kan jeg anbefale dig at kigge på mine andre fiskeopskrifter. Her kan du filtrere efter opskrifter med fisk.

Dyrk dine egen muslinger

Min anden mission i dag er at fortælle dig om Havhøst, der for et par uger siden inviterede mig til en spændende og lærerig aften. Havhøst står for at samle og skabe maritime nyttehaver rundt omkring i Danmark. Mennesker der deler kærligheden for havet, regenerativ afgrøder og bæredygtig udvikling.

Havhøst sætter fokus på, hvordan du selv kan blive en del af eller starte din egen maritime nyttehave. Altså dyrke muslinger og tang under vandet. Du kan læse mere her. De sætter også fokus på al den lækre mad, vi kan lave med tang og muslinger – vi skal bare blive inspireret af det og turde prøve noget nyt. Det er præcis, hvad jeg også vil med denne opskrift i dag. Inspirere dig til at lave mad med muslinger ELLER lave mere mad med muslinger.

Se en video af pastaretten der laves her.

Pasta med muslinger og citronpesto

Mad med blåmuslinger

Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg altid selv været lidt bange for det med at lave mad med muslinger. Hvad hvis de knækker? Hvad hvis jeg ikke får renset dem ordentlig? Hvad hvis de er dårlige? Jeg har fundet ud af, at det slet ikke er så skræmmende, så længe man holder øje med to ting:

  • Når du får og grundigt skyller dine muslinger, skal du holde øje med dem, der er åbne. Bank dem mod bordet, og de bør lukke sig. Gør de ikke det, skal du smide dem ud.
  • Når du tilbereder muslingerne, åbner de sig, og det er et tegn på, at de er tilberedt. Dem der ikke åbner sig, skal du ligeledes kassere.

Derudover kan du selvfølgelig dufte til dem, og dufter de friskt og af hav, så er de fine. Og så kan de faktisk godt tåle flere tæsk i gryden, end jeg troede. Det skal man ikke være bange for. De giver sådan en dejlig smag til fx en pasta med muslinger som denne.

Citronpesto er (muligvis) din nye favorit

Jeg ved ikke rigtig, om du kan kalde denne citronpesto for en pesto. Der er ikke hverken urter eller ost i. Jeg spurgte min italienske ven, der sagde, at fisk/skaldyr og ost er et absolut no-go, så jeg har lyttet til ham og undladt osten. Den kan du selvfølgelig tilføje, hvis du vil.

Citronpestoen her består af rigeligt citronskal og ristede mandler, olivenolie, citronsaft og salt. Helt simpelt, parfumeret og en virkelig skøn tilføjelse til en hvilken som helst pastaret. Den giver virkelig en skøn prik over i’et til denne sarte pasta med muslinger.

Laver du en af mine opskrifter som fx denne pasta med muslinger, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Pasta med muslinger og citronpesto
Pasta med muslinger og citronpesto

Pasta med muslinger og citronpesto

Her får du en simpel opskrift på pasta med blåmuslinger og citronpesto. Opskriften tager ikke mere end max 30 minutter at lave, og du vil nemt kunne forberede pestoen. Retten har en mild smag af muslinger.
5 fra 2 stemmer
Antal: 3 personer
Forberedelse10 minutter
Tilberedelse20 minutter
I alt30 minutter

Ingredienser

  • 750 g blåmuslinger
  • 1 stk løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dl hvidvin
  • 1 bundt friske persille
  • 350 g spaghetti
  • salt og peber

Citronpesto

  • 2 stk øko citron
  • 65 g mandler
  • 1 dl olivenolie

Fremgangsmåde

  • Start med at riste mandlerne på en pande. Lad dem afkøle.
  • Skyl blåmuslingerne grundigt under rindende vand. Fjern knækkede muslinger. Fjern også åbne muslinger, der ikke lukker sig, når du banker dem mod bordet.
  • Hak løg og hvidløg fint og steg dem ved middelvarme i en gryde med et par spsk olie og et drys salt.
  • Kom muslingerne i, rør rundt og hæld hvidvin på.
  • Læg låg på gryden og lad muslingerne dampe i 5-10 minutter, eller til de alle har åbnet sig.
  • Lav imens citronpestoen ved at rive skallen fra de to citroner fint og blende dem godt med de ristede mandler, olivenolie, et nip salt og en skvis citronsaft. Den må gerne være lidt grov men rimelig flydende. Smag til.
  • Sæt pastavandet over og salt det rigeligt. Kom spaghetti i og kog dem et minut mindre, end du normalt ville.
  • Når muslingerne er færdige, og imens pastaen koger: Hæld væsken fra muslingerne op i en gryde og lad det reducere og boble i 5 minutter, eller til mængden er halveret.
  • Pil muslingerne ud af 2/3 af muslinger og gem resten med skallerne på for et fint udtryk.
  • Hak persille fint.
  • Vend halvdelen af citronpestoen i den reducerede muslingevæske og kom spaghetti, alle muslinger, godt med peber og halvdelen af den finthakkede persille ned i. Vend det godt rundt.
  • Server med ekstra citronpesto og persille
Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments