Måske du vil kalde disse kyllingefrikadeller, måske kyllingekødboller. Uanset hvad smager de så godt! Jeg elsker dem nemlig og har spist rigtig mange kyllingefrikadeller med feta, spinat og soltørrede tomater. Jeg har faktisk haft ideen til at lave ovnbagte kyllingefrikadeller i et stykke tid nu, og det er jo perfekt til fryseren eller madpakke også. Og sådan en omgang food prep kan jeg virkelig godt brug i øjeblikket, hvor jeg er startet i fuldtidspraktik. Det er så spændende og sjovt, men det tager meget af min tid og energi.
Ovnbagte kyllingefrikadeller = nemme kyllingefrikadeller
De her ovnbagte kyllingefrikadeller er fyldt med feta, bagte søde kartofler i tern, soltørrede tomater og frisk basilikum. De er virkelig nemme at lave, og så smager de bare virkelig godt. Det er en super måde at få 400 g kød til at række lidt længere. Du kan egentligt sagtens bruge opskriften som basis og så putte fyld i efter smag eller indhold i køleskabet. Jeg tænker fx revne grøntsager, bagte grøntsager, mozzarella, friske krydderurter. Åh så mange valgmuligheder! Jeg har lavet denne store portion, som jeg kan have i fryseren og tage op til travle dage.
Kan frikadeller fryses?
Det kan du tro. Jeg fryser dem ned i portioner og tager dem op aftenen før, så de kan tø op i køleskabet. Før spisning varmer jeg dem i ovnen ved 180 grader, til de er gennemvarme.
Ovnbagte kyllingefrikadeller med feta, søde kartofler og soltørrede tomater
Ingredienser
- 400 g hakket kyllingekød (alternativt okse- eller hakket kalv og flæsk)
- 300 g søde kartofler
- 1 tsk salt (fint)
- 1 æg
- 2 spsk havregryn
- 1 spsk hvedemel
- 10 soltørrede tomater
- 75 g feta
- 1 håndfuld basilikum ( eller persille)
- olivenolie
Fremgangsmåde
- Skyl søde kartofler godt og skær dem i små tern af cirka 0,5 x 0,5 cm.
- Vend kartoffeltern i en smule olivenolie og et drys salt på en bageplade med bagepapir og bred dem ud.
- Bag dem ved 200 grader i cirka 15-20 minutter, til de er møre. Lad dem afkøle en smule.
- Ælt imens kyllingekød med 1 tsk fint salt i en skål. Bare et par minutter med dine hænder, til farsen bliver lidt sej.
- Rør æg, hvedemel og havregryn i.
- Hak soltørrede tomater, feta og basilikum fint og rør det i farsen sammen med de afkølede søde kartofler.
- Lad farsen hvile i 30 minutter på køkkenbordet – imens kan du jo lave noget tilbehør.
- Kom bagepapir i et ovnfast fad eller en bradepande og form kødboller af farsen. Der skulle gerne blive cirka 20 stk – pas på ikke at presse dem for meget sammen, da de ellers vil blive for kompakte.
- Placer dem med en smule plads imellem og bag dem ved 200 grader varmluft i cirka 15-18 minutter. De skal stadig være saftige men gennembagte. Du kan evt prøve at skære en over for at teste.