Ostevafler med cremefraiche, æble og timian

Ostevafler med cremefraiche - alternative blinis til forret
Ostevafler med cremefraiche, æble og timian 1

I dag sætter jeg fokus på ost, og du får opskriften på en lækker forret: ostevafler – et alternativ til de klassiske blinis. Jeg elsker nemlig blinis, men jeg synes også, at det kan være ret sjovt at teste og udfordre klassikerne. Du får dog ikke kun en enkelt opskrift med ost i dag – du får faktisk en hel festlig menu med ost. Forret, hovedret og dessert. Indlægget er nemlig lavet i samarbejde Mejeriforeningen og mine to gode bloggerveninder, Maria og Camille, der har stået for deres del af menuen. Læs mere om det nedenunder og find nederst min opskrift på ostevafler.

Osterejsen i samarbejde med Mejeriforeningen

Her i slutningen af året sætter Mejeriforeningen og deres ostekampagne Ost & ko nemlig fokus på danske, irske og franske oste i kampagnen “Osterejsen”, der går ud på at konstruere en tre-retters menu med tre forskellige oste fra henholdsvis Danmark, Irland og Frankring. Meningen var egentligt, at vi piger skulle have mødtes, lavet menuen og spist den sammen, men grundet corona blev det til en virtuel middag i stedet, hvilket nu også var en sjov opgave.

Vi blev inspireret af den dygtige kok Simon Thrane, der på en video fortalte os om de tre oste og kom med et bud på, hvad han ville lave med dem. Vi tre piger mødtes derefter digitalt og talte menu og fik fordelt oste og dele af menuen.

Jeg har faktisk tidligere udarbejdet opskrifter i samarbejde med Mejeriforeningen. Du kan blandt andet se mine grønne toast med ost, skinke og estragonmayo eller min tomatgalette med timian og vesterhavsost.

Irsk cheddar
Ostevafler med cremefraiche - alternative blinis til forret

Vegetarisk nytårsmenu eller gæstemenu

Camille, Maria og jeg har valgt at sammensætte en festlig menu, der selvfølgelig har en masse ost i sig, men som faktisk også er vegetarisk. Er du frisk, laver du den som vegetarisk nytårsmenu. Du kan dog også lave dem som en lækker vegetarisk gæstemenu til osteglade gæster.

Forret med ost

Jeg fik en irsk cheddar – faktisk et kæmpe stykke råmælkscheddar lagret i 9-12 måneder fra det lille familiemejeri Derg Farmhouse Cheese lavet på mælk fra deres egne køer. Den er salt, en smule syrlig og lidt skarpere i smagen end andre klassiske cheddar, jeg har smagt før. Læs mere om min forret med ost nedenunder.

Hovedret med ost

Maria har stået for hovedretten med dansk Danablu – en lækker blåskimmelost: bagt selleri med brunet smør og blå ostecreme med en grønkålssalat med pære og valnødder. Du kan se et billede af det nedenunder eller trykke på linket for at komme til hendes opskrift.

Dessert med ost

Camille har lavet desserten med den franske Vachering Mont d’Or ost. En bagt Mont d’Or med tilbehør i form af sprøde kommenkiks, abrikosmarmelade og karamelliserede figner i portvin. Du kan se et billede af det nedenunder eller trykke på linket for at komme til hendes opskrift.

Hovedret med ost
Dessert med ost

Alternative blinis a la ostevafler med cremefraiche

Mit bud på en forret med ost kommer her: ostevafler. Jeg ville gerne have, at osten skinnede igennem og kunne smages. Her var det perfekt, at den irske cheddar smagte af noget, for så var mulighederne lidt flere. Jeg har valgt at tage en klassisk forret: blinis og opgradere og osteficere den. Derfor disse små sprøde ostevafler med masser af ost i dejen, der dufter så skønt i hele køkkenet. De er toppet med fed cremefraiche, syrligt søde tern af æbler, frisk timian, friskkværnet peber og et lille ekstra stykke cheddar. Mmh det er godt og virkelig en god kombination af salt, fedt, syrligt og sødt. En perfekt hapser faktisk.

Disse ostevafler er super nemme at lave og kan sagtens forberedes på forhånd og lunes sprøde i ovnen før spisning. Jeg bruger et vaffeljern med jern til belgiske vafler. I stedet for at lave store belgiske vafler, har jeg dog lavet små vafler ved kun at komme én spsk fyld i ad gangen. Det er ret smart. Du kan dog også sagtens bruge et jern til hjertevafler. Her kan du efter bagning skære dem ud i små hjerter og toppe dem som fine hjerte-hapsere.

Ostevafler med cremefraiche - alternative blinis til forret
Ostevafler med cremefraiche - alternative blinis til forret
Ostevafler med cremefraiche - alternative blinis til forret

Ostevafler med cremefraiche, æbler og timian

Alternative blinis til forret eller appetizer i form af ostevafler med cremefraiche, æbler og timian. Der er i hvert fald som forret til 5-6 personer.
5 fra 3 stemmer
Antal: 6 personer
Forberedelse15 minutter
Tilberedelse20 minutter

Ingredienser

Ostevafler

  • 125 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk fint salt
  • 1 æg
  • 2 dl mælk
  • 50 g smør
  • 80 g cheddar (fx modnet irsk cheddar)

Toppingforslag

  • 2 æbler
  • frisk timian
  • 200 g cremefraiche (gerne 18 %)
  • 50 g cheddar (fx modnet irsk cheddar)

Køkkenudstyr

  • Vaffeljern
  • Rivejern

Fremgangsmåde

  • Start med at lave ostevaflerne ved at smelte smørret.
  • Rør mel, bagepulver og salt sammen i én skål.
  • Rør æg, mælk og smeltet smør sammen i en anden skål.
  • Riv osten groft og rør ost i melblandingen sammen med mælkeblandingen.
  • Opvarm et vaffeljern. Du kan lave små vafler i et belgisk eller hjertevafler.
  • Bruger du belgisk vaffeljern, skal du lave små vafler af en spsk dej (altså ikke fylde dem helt ud). Her kan du lave to små vafler ad gangen. Laver du hjertevafler, kan du skære dem ud i små vafler efter bagning.
  • Du kan trimme siderne lidt, hvis dejen stikker lidt ud. Det gjorde jeg.
  • Lad dem køle lidt af, inden du topper hver og én med 1 tsk cremefraiche, små æbletern, lidt frisk timian og et lille stykke ost.
  • Kværn gerne lidt friskkværnet peber over og server.
Ostevafler med cremefraiche - alternative blinis til forret

Laver du disse ostevafler eller en af mine andre opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Del med nogen du holder af
5 from 3 votes (3 ratings without comment)
Abonner
Giv besked om
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments