Jeg er på barsel og vender retur i 2027 med nye opskrifter. Indtil da kan du gå på opdagelse i 300+ opskrifter herinde - tak fordi du er her 🤍
Marengsroulade med lakrids, chokoladeganache og jordbær

Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg lavede denne lækre sag, men jeg har bestemt ikke glemt den. En sprød marengsroulade med lakrids, chokoladeganache og friske jordbær. Mine gæster var også ret begejstrede – der var nemlig en, der tog portion nummer 4! Det kan vel ikke helt være et dårligt tegn.
Marengsroulade med lakrids, chokolade og jordbær
Som sagt var det virkelig en populær dessert. Den sprøde og seje marengs roulade med lakrids og stykker af mandler rullet sammen med den cremede og intense chokoladeganache og de friske jordbær passer bare rigtig godt sammen. Vær opmærksom på at ganachen skal laves aftenen før. Det er bestemt ikke sidste gang, at denne dessert er på menuen herhjemme. Er du vild med denne marengsroulade, så skal du også prøve min marengskage med kokos, æbler og chokolade.


Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Reklamelinks er markeret med*

Marengsroulade med chokoladeganache og jordbær
En lækker, sprød marengsroulade med lakrids fyldt med chokoladeganache og friske jordbær. Opskriften giver dessert til cirka 10 personer. Vær opmærksom på, at du skal lave ganachen aftenen før.
Servings: 10 personer
Ingredienser
Ganache
- 100 g mørk chokolade
- 3 dl piskefløde
Marengsbund
- 100 g mandler
- 200 g æggehvider
- 225 g sukker
- 100 g flormelis
- 1½ tsk lakridspulver
- 4 spsk majsstivelse
Derudover
- 200 g friske jordbær
Fremgangsmåde
Chokoladeganache
- Aftenen før skal du lave chokoladeganachen ved først at hakke chokoladen.
- Opvarm 1 dl piskefløde til lige før kogepunktet og hæld det over chokoladen i en skål.
- Bland til chokoladen er smeltet og rør derefter de sidste 2 dl piskefløde i.
- Dæk skålen med plastfilm og stil i køleskabet til næste dag.
Marengsbund
- Næste dag skal du lave bunden ved først at hakke mandlerne.
- Pisk æggehviderne med 45 g sukker og pisk derefter de resterende 180 g i lidt ad gangen til en fast marengsmasse.
- Sigt flormelis og majsstivelse i marengsen og rør forsigtigt det hele sammen med hakkede mandler og lakridspulver.
- Kom dejen på en sprøjtepose med en glat tyl og sprøjt det ud på en bageplade beklædt med bagepapir, så den dækker omkring 30 x 40 cm.
- Bag den i ovnen i ca 20 minutter ved 175 grader.
- Lad den afkøle lidt og vend den derefter på hovedet over på et nyt ark bagepapir, hvor den skal afkøle helt. Træk bagepapiret af, som kagen er bagt på.
Samling
- Pisk chokoladeganachen kort med en elpisker, til den bliver cremet. Smør den ud på den kolde marengsbund.
- Skyl jordbær, fjern stilken, skær dem i mindre stykker og fordel dem ud på marengsbunden (se 2. billede).
- Rul bunden sammen ved hjælp af bagepapiret. Pak rouladen ind i bagepapiret og stil den på køl i et par timer.
- Server evt. med lidt pyntede jordbær på toppen.









Kan man lave den dagen før?
Hej Trine,
ja det kan du sagtens! 😉
kh Anna
Hjælp, jeg står og skal til og i gang med at bage “sprød lakridsmarengsroulade med chokoladeganache og jordbær. I opskriften jeg kan ikke se, hvor mange grader bunden skal bages på. Er ikke vant til at bage, så jeg er lige ved at gå i panik.
Hej Annette.
Det har jeg da fuldstændig glemt at skrive… Den skal bages ved 175 grader!
Jeg håber, at den bliver god 🙂
Hilsen Anna
Tak – det håber jeg også :0))
Hej
Hvor lang tid skal ganachen minimum have i køleskabet?
Hej Nadia
Den skal sættes sig helt, så jeg vil skyde på minimum 4-6 timer. Men jeg tænker, at du vil kunne holde øje med den for at se, hvornår den har sat sig.
Kh Anna