Nu er det snart ved at være weekend igen og derfor også tid til lidt lækkert. Jeg sidder lige nu nede i Madrid og spiser lækker tapas, paella, drikker sangria eller oplever byen, men det betyder jo ikke, at I skal snydes for denne lækre sag af et chokoladebrud.
Nem og lækker chokoladebar
Chokoladebrud er simpelthen så nemt at lave, og det kan varieres i tusinder, alt efter hvad du godt kan lide eller har i skabet. Det minder faktisk lidt om en hjemmelavet chokoladebar eller chokoladeplade. Du kan både bruge hvid, lys eller mørk chokolade og toppe med alt fra nødder, frysetørrede bær, slik osv. Denne version er med mørk chokolade, saltede lakridsmandler (fra Johan Bülow) og frysetørrede hindbær. Jeg har lavet den nemme form for temperering, så alle os uden termometer også kan være med – chokoladen får dog stadig et lækkert knæk.
Chokoladebrud med lakrids og mandler
Kombinationen af den mørke chokolade, lakridsmandlerne, en smule havsalt og de syrlige frysetørrede hindbær passer virkelig godt sammen. Jeg tror også, at jeg vil forsøge mig med en version med hvid chokolade, lakridspulver og frysetørrede blåbær eller mælkechokolade, ristede hasselnødder og måske peanutbutter. Er du vild med chokoladebrud, så skal du også prøve rocky road.
Chokoladebrud med lakrids og mandler
Ingredienser
- 150 g mørk chokolade
- 15 black liquorice almonds (Johan Bülow)
- 2 spsk frysetørrede hindbær
Fremgangsmåde
- Smelt ⅔ af chokoladen i vandbad.
- Hak den resterende ⅓ fint.
- Når chokoladen er smeltet, tager du skålen af varmen, rører det finthakkede chokolade i og lader det smelte med.
- For en lille form med bagepapir og hæld den smeltede chokolade i – den skal være i sådan størrelse, at chokoladen bliver 3-5 mm tyk.
- Hak saltede lakridsmandler groft og drys det ovenpå chokoladen. Drys også frysetørrede hindbær over.
- Sæt bruddet i køleskabet i minimum et par timer til chokoladen har sat sig og bræk/skær det så ud i mindre stykker.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!