Aubergineruller med mozzarella, spinat og tomatsauce

Aubergineruller med mozzarella, spinat og tomatsauce

Aubergineruller med mozzarella, spinat og tomatsauce. Det er altså en ide, jeg har haft på listen i lang tid. Skiver af stegt aubergine rullet sammen om frisk mozzarella i en tomatsauce og bagt med parmesan på toppen. Den sender fluks tankerne ned til italien med friskbagt brød og et kold glas hvidvin til. Kan du mærke det? Ellers vil jeg anbefale dig at lave retten.

Involtini: Aubergineruller med mozzarella

Det her er faktisk min version af den italienske ret Involtini di Melanzane aka. stegte aubergineruller med mozzarella. De stegte aubergineruller bliver rullet sammen med mozzarella og lagt i en krydret spinat-tomatsauce toppet med friskrevet parmesan og bagt i ovnen, til saucen bobler og toppen er gylden. Den er mør, smagsfuld og minder dig om sol og sommer.

Er du vild med denne ret, så skal du også prøve min pastasalat med aubergine og tahindressing.

Aubergineruller med mozzarella, spinat og tomatsauce

Opskrift med aubergine og mozzarella

Jeg synes virkelig, at aubergine er en undervurderet grøntsag. Jeg har mødt mange, der ikke er vild med den, men jeg vil næsten vove at påstå, at det er fordi, mange har fået den serveret forkert eller tilberedt forkert. Når den får lov at blive helt mør og lækker, er den perfekt i de fleste retter. Den er også bare god skåret i tynde skiver og grillet på en (grill)pande. Og så smager den super i kombination med mozzarella (som jo altid er godt) og tomatsauce. En skøn italiensk ret.

Nem og lækker vegetarmad

Disse aubergineruller er en af de vegetariske opskrifter, hvor du ikke vil savne kødet. Der er nemlig en del umami fra tomaterne, og auberginen får en lækker konsistens, der gør, at jeg i hvert fald ikke savner kødet. Hvis du ikke er helt overbevist, ved jeg, at involtini også findes i versioner med hakket kød. Det kan du jo også teste af en dag.

Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Aubergineruller med mozzarella, spinat og tomatsauce

Aubergineruller med mozzarella, spinat og tomatsauce

5 fra 3 stemmer
Antal: 3 personer
Forberedelse35 minutter
Tilberedelse20 minutter

Ingredienser

  • 1 aubergine (en stor én)
  • 2 håndfulde frisk spinat
  • 2 kugler mozzarella
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk frisk rosmarin (alternativt 1 spsk tørret)
  • 1 spsk tørret oregano
  • parmesan
  • salt og peber
  • olivenolie

Køkkenudstyr

  • Pande
  • Gryde

Fremgangsmåde

  • Lav en tomatsauce ved at hakke løg, hvidløg og rosmarin fint.
  • Steg det sammen med oregano og 1 spsk olivenolie i en lille gryde ved middelvarme, til løgene er bløde.
  • Tilsæt dåsetomater, et pænt drys salt, peber og 1 stor tsk sukker og lad det simre, imens du forbereder auberginerne.
  • Skær den grønne top af auberginen og skær tynde skiver på langs – jeg fik 10 ud af min.
  • Pensl dem med en smule olivenolie, drys med lidt salt og steg dem et par minutter på hver side på en pande.
  • Når de er bløde, kan du lægge dem på en tallerken og forstætte med resten af skiverne.
  • Skær mozzarella i tynde skiver.
  • Skyl spinat og kom dem i bunden af et ildfast fad. Hæld tomatsauce over.
  • Kom små skiver af mozzarella på hver aubergineskive, drys med lidt salt og peber og rul dem sammen enkeltvis.
  • Fordel dem i tomatsaucen, riv en god håndfuld parmesan over og bag det ved 200 grader i 20 minutters tid. Server med en sprød salat eller friskbagt brød.
Del med nogen du holder af
5 from 3 votes (3 ratings without comment)
Abonner
Giv besked om
6 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments