Æblekagekugler

æblekagekugler er dadelkugler med bastognekiks, æbler og mandler
Æblekagekugler 1

Ih jeg har glædet mig til at dele denne opskrift på æblekagekugler med jer. Det er nemlig blevet en sand favorit herhjemme. Det er den altid gode æblekage, der møder dadelkuglerne. Jeg har, som du nok kan se på billederne, lavet dem i et samarbejde med Pink Lady på Instagram, men jeg ville så gerne dele opskriften med jer herinde også, selvom det ikke er en del af samarbejdet.

Opskrift på æblekagekugler

Ideen til disse æblekagekugler opstod egentligt, fordi jeg tænkte, at man da måtte kunne lave en dadelkugle, der smagte lidt af æblekage. Æblekage er nemlig en af mine absolutte favoritter, og jeg laver ofte dadelkugler til at have stående til den lille lækkersult om eftermiddagen eller aftenen. Så jeg har taget udgangspunkt i mine opskrifter på dadelkugler med kiks og har tilsat revet æble og kanel.

Som en måske lidt utraditionel ingrediens i dadelkugler tilsætter jeg altid nogle kiks, fx digestive. Det er måske ikke det sundeste, men det sætter virkelig prikken over i’et, når det kommer til konsistensen, der bliver helt sej og chewy. Det må du prøve. Jeg har i denne opskrift brugt bastognekiks, der også bidrager til æblekagesmagen. Og de smager helt ærligt virkelig virkelig godt. Min kæreste mener, at det er de bedste sundere kugler, jeg har lavet.

Er du vild med denne opskrift på æblekagekugler, så skal du også prøve mine dadelkugler med kiks og bailey, sunde kanelsnegle med æble eller måske æblemuffins med kanel.

æblekagekugler er dadelkugler med bastognekiks, æbler og mandler
Dadelkugler med bastognekiks og æble

Sund æblekage (ish)

Om man kan sige, at de her æblekagekugler kan sammenlignes med æblekage, må du vurdere. Det synes jeg. De har smag fra æblet, fra kanel, de ristede mandler og så de varme krydderier fra bastognekiksen også. Udseende er jo bestemt ikke som en æblekage, men smagen er meget derhen af, og de er nemme at blive afhængig af.

Opskriften tager max 15-20 minutters arbejdstid, og derudover skal massen bare lige sætte sig lidt på køl/frys, så den er nemmere at rulle til pæne, runde kugler. Jeg laver ofte en stor portion og har dem liggende med frys. Her kan de nemlig sagtens holde sig længe. Jeg har også næsten altid de fleste af ingredienserne til disse æblekagekugler i skabet (eller til noget, der minder om), så jeg hurtigt kan bikse sådan en sundere snack sammen.

Sundere snack med dadler og mandler

Helt generelt elsker jeg bare dadelkugler som en sundere snack. Jovist der er stadig kalorier i, men det er nogle lidt bedre af slagsen. Og så tager de altså lækkersulten, når den melder sig. Om det er om eftermiddagen eller efter aftensmad. Det kender jeg i hvert fald godt. De ville også være super på madpakken eller til en kop kaffe eller te.

Jeg opbevarer kuglerne på køl for en lidt blødere kugle eller på frys for en lidt hårdere. Herhjemme er vi lidt uenige om, hvorfra de er bedst. Jeg elsker dem fra fryseren, fordi de bliver ekstra chewy, og fordi her kan de holde længere.

Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Sunde æblekagekugler en perfekt nem snack til lækkersulten
æblekagekugler er dadelkugler med bastognekiks, æbler og mandler

Æblekagekugler

Dadelkugler med et touch af æblekagesmag og bastognekiks. En lidt sundere snack med et touch af noget syndigt, der er perfekt at have i køleskabet eller fryseren til den lille (lækker)sult. Opskriften giver 18-20 små kugler.
5 fra 1 stemme
Antal: 20 stk

Ingredienser

  • 8 bastognekiks
  • dl mandler
  • dl havregryn
  • 200 g dadler (friske, juicy)
  • 1 æble
  • 2 tsk stødt kanel
  • 1 nip salt
  • 1 nip vaniljepulver (kan undlades)
  • 3 spsk kokosolie (smeltet)

Fremgangsmåde

  • Start med at riste mandlerne ved middelvarme på en pande. Lad dem køle af.
  • Kom lige ½ dl af de ristede, afkølede mandler op i en minihakker eller foodprocessor og blend dem fint med 2 bastognekiks. Hæld ud på en tallerken og sæt til side.
  • Riv æblet groft og fjern sten fra dadlerne.
  • Kom de resterende mandler og bastognekiks op i minhakkeren/foodprocessoren og blend groft.
  • Tilsæt dadler (uden sten) i sammen med havregryn, kanel, vanilje, salt, revet æble og smeltet kokosolie og blend til du har en sammenhængende konsistens.
  • Kom massen på frys i 30 minutters tid eller i køleskab lidt længere, til den har en konsistens, hvor du kan rulle dem.
  • Rul dem til runde kugler og rul dem i de fint blendede mandler og bastognekiks.
  • Opbevar i en lufttæt boks. På køl for en lidt blødere kugle og frys for en helt hård kugle.
Del med nogen du holder af
5 from 1 vote (1 rating without comment)
Abonner
Giv besked om
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments