Kanelsnegle med æble og marcipan. I sidste uge havde jeg fødselsdag og havde derfor inviteret familien til fødselsdagsbrunch i søndags, hvor jeg blandt andet havde bagt disse efterårs kanelsnegle med æble. Jeg lagde samtidigt et billede af sneglene, inden de blev bagt, op på Instagram (du kan se det lige her), og der var flere af jer, der spurgte efter opskriften. Som lovet kommer den derfor her.
Opskrift på kanelsnegle med æble og marcipan
Klassiske kanelsnegle er gode. Især når mængden af remonce er helt rigtig – der skal nemlig være nok af det. Dejen til disse snegle er forholdvis simpel, og så er de fyldt masser af remonce, hvor jeg har vendt godt med revne æbler og marcipan i, der gør sneglene fugtige og giver fyldet en skøn smag af mandler og æbler – helt perfekt til brunch, eftermiddagskaffe eller som et sødt indslag om aftenen. Det kan i hvert fald bestemt anbefales at lave en version med æble og marcipan i.
Koldhævede kanelsnegle
Det smarte ved disse snegle er, at dejen koldhævet og derfor kan laves aftenen i forvejen. Jeg vidste nemlig, at vi ville komme til at stå søndag morgen og lave en masse andet, så det var rart, at jeg bare kunne tage dejen ud fra køleskabet, hvor den havde hævet natten over. Du kan dog også sagtens komme 25 g gær i og lade dem hæve 2 timer på køkkenbordet, hvis du vil lave dem med det samme. Jeg har bagt sneglene i et fad, da man på den måde holder bedre på fyldet og undgår tørre kanter.
Vil du prøve en opgraderet version, så skal du prøve kanelsnegle med vaniljecreme.
Kanelsnegle med æble og marcipan
Ingredienser
Dej
- 3 dl mælk
- 15 g gær
- ½ tsk salt
- 1 spsk sukker
- 1 æg
- 500 g hvedemel
- 50 g smør (blødt)
Fyld
- 150 g smør (blødt)
- 100 g brun farin
- 125 g marcipan
- 3 spsk stødt kanel
- 1 æble (stort)
Køkkenudstyr
- Ildfast fad
- Kagerulle
Fremgangsmåde
- Lav dejen ved at lune mælk og røre gæren ud her i.
- Tilsæt æg, salt og sukker og ælt hvedemel i lidt ad gangen.
- Rør til sidst det bløde smør i og ælt så dejen igennem i nogle minutter – gerne i røremaskine.
- Dæk skålen med et fugtigt viskestykke og kom dejen på køl natten over (hvis du ikke vil koldhæve, så læs mit tip længere oppe).
- Tag dejen ud af køleskabet næste dag og lad den stå på køkkenbordet i en times tid.
- Lav remonce ved at piske det bløde smør luftigt med brun farin og kanel.
- Riv æble og marcipan groft og pisk det i remoncen.
- Rul dejen ud på et meldrysset bord til et rektangel på 3-4 mm tykkelse.
- Fordel remoncen ud over dejen, rul den sammen på den lange led og skær snegle ud med en skarp kniv.
- Kom sneglene i en stor form/ildfast fad beklædt med bagepapir (med en smule plads mellem sneglene, så de kan hæve) og lad dem efterhæve et lunt sted i 45 minutter.
- Bag sneglene ved 180 grader varmluft i cirka 20 minutter.