Kyllingefrikadeller med hytteost og rødbede. Det er ikke lang tid siden, at jeg smagte kyllingefrikadeller for første gang. Og jeg må sige, at jeg er vendt tilbage igen og igen. Det er en virkelig god og anderledes måde at få kylling på, og jeg har altid været ret vild med frikadeller, så hvorfor ikke lave frikadeller af kyllingefars? Herhjemme er vi i hvert fald blevet ret vild med disse deller og har allerede prøvet dem i flere forskellige versioner. Kyllingefrikadeller med krydderurter eller kyllingefrikadeller med feta, spinat og soltørrede tomater og nu også denne version – kyllingefrikadeller med hytteost og rødbede.
Opskrifter med kylling
Ideen til disse kyllingedeller opstod faktisk for et par uger siden, da jeg deltog i et event på Kokkeriet med 8 andre søde madbloggere i samarbejde med Danpo. Du kan se et par billeder taget af fotograf Thomas Vilhelm nedenunder. Her blev vi inddelt i 4 hold, der stod for henholdsvis forret, mellemret, hovedret eller dessert. Alle retter skulle indeholde kylling – ja også desserten (!). Vi fik en smule hjælp fra chefkok David Johansen og de andre kokke på Kokkeriet, og så slog vi os ellers bare løs i køkkenet, hvor fokus var hakket kyllingekød og alternative måder at bruge det på.
Jeg var på hold med Camilla, og vi kreerede ovenstående mellemret. En rødbedetærte hvor selve tærtebunden bestod af en kyllingefars med masser af frisk persille. Til servering blev den anrettet med en grov persille-mandelpesto, klatter af frisk gedeost og skovsyre. Jeg var ret tilfreds, og vi gik faktisk også hen og vandt 😀
Forreten bestod af en fennikelsalat med rejer og sticky kyllingeboller på spyd. Hovedretten var farseret kyllingebryst med hjerte og lever serveret med blomkål på 3 forskellige måder, syltede rødløg og en kraftig sauce. Og sidst men ikke mindst desserten, som bestod af en saltkaramel panna cotta med vaniljesyltede pærer, frysetørret solbær og finthakket, sprødt kyllingeskind. Det var en virkelig hyggelig, sjov, lærerig og ikke mindst (mad)lækker aften, og det har givet mig en masse inspiration til nye kyllingeretter.
Kyllingefrikadeller med hytteost og rødbede
Men for at vende tilbage til de lækre kyllingefrikadeller med hytteost, som det hele jo faktisk handler om. De er super nemme at lave, fyldt med en masse sprøde, groftrevne rødbeder og hytteost. Rødbederne giver en mild smag, sprødhed og den fineste farve. Hytteosten gør dellerne saftige og mere lette. Og så en god stegeskorpe uden på, så er det svært ikke at blive begejstret. Server dine kyllingefrikadeller med hytteost med en lækker salat – du kan finde en masse salatopskrifter på bloggen.
Kyllingefrikadeller med hytteost og rødbede
Ingredienser
- 500 g hakket kyllingekød
- 1 æg
- 1 spsk fint salt
- 2 spsk hvedemel
- 1 spsk havregryn (kan undlades)
- friskkværnet peber
- 1 rødbede (stor)
- 2 spsk hytteost
- smør og olie (til stegning)
Køkkenudstyr
- Rivejern
- Pande
Fremgangsmåde
- Ælt kyllingefarsen godt sammen med salt i et minuts tid. Det gøres nemmest og bedst med en røremaskine, men du kan også bruge hænderne.
- Ælt så æg i og derefter friskkværnet peber, hvedemel og havregryn.
- Skræl rødbeden og riv den groft.
- Vend hurtigt farsen med rødbede og hytteost, så det netop er blandet sammen.
- Lad farsen hvile i 30 minutter på køkkenbordet.
- Varm en pande op til middel-høj varme med 1 spsk olie og 1 spsk smør.
- Form kyllingefrikadeller med en ske og din hånd og steg dem cirka 4-5 minutter på hver side afhængigt af størrelse.
- Lad dem stå 5 minutter og trække på eftervarmen.
Laver du disse kyllingefrikadeller med hytteost og rødbede eller en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!