Jeg er ofte en af dem, der vælger laks, fordi jeg ved, hvordan den skal tilberedes, og at den smager godt – men denne gang skal det handle om torsk, så vi alle kan blive inspireret til alternative men lækre måder at få fisk på. I dag får i nemlig en lidt anderledes opskrift på paneret torsk.
Opskrift på sundere paneret torsk
Jeg vidste, at jeg gerne ville bevare fisken i større stykker, og at der samtidigt skulle være noget ‘crunch’ til at give modstand til den møre fisk. Derfor har jeg paneret torsken i hakkede mandler og grovvalsede havregryn, som giver en lækker, sprød overflade og er et sundere alternativ til rasp. Det giver samtidigt en lækker smag af ristet havregryn og mandler. Til den sprøde fisk serverede jeg en cremet, grov ærtepuré og ovnbagte blomkål, som du kan finde opskriften på her.
Find mange flere opskrifter med fisk lige her.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Havregryn og mandel-paneret torsk med ærtepuré
Ingredienser
- 1 håndfuld havregryn (grovvalsede)
- 35 g mandler (hakkede)
- 1 dl fuldkornsmel
- 1 æg
- 500-600 g torsk (uden skind og ben)
- 250 g ærter (frosne)
- citronsaft
- salt og peber
- smør og olie (til stegning)
Fremgangsmåde
- Skær fisken i 4-5 stykker og salt den på begge sider.
- Tag 3 dybe tallerkener frem og hæld lidt fuldkornsmel i 1. tallerken, pisk ægget i 2. tallerken og bland hakkede mandler, grovvalsede havregryn og lidt salt og peber i 3. tallerken.
- Vend fiskestykkerne 1 ad gangen, først i fuldkornsmel, dernæst i æg og så tilsidst i havregryn-mandel-blanding (det er vigtigt, at du først panerer, lige før du steger).
- Varm en pande op til middel-høj varm, smelt 1 spsk smør og 2 spsk olie på panden og steg fisken i cirka 3 minutter på hver side, til den er sprød og gylden.
- Giv imens ærter et hurtigt opkog i en gryde, bare i 1 minut.
- Hæld derefter vandet fra og mos ærterne med 1 spsk smør, salt, peber og en smule citronsaft med en stavblender, til du har en grov puré.
- Server med det samme ærtepureen med den sprøde fisk og evt nogle ovnbagte grøntsager, kartofler, salat eller andet tilbehør.