
Der er jo ikke noget bedre end saltkarameller. Altså seje flødekarameller med et touch af salt og også gerne et knas af salt. Det er jo helt perfekt, den kombination af det søde og det salte, og det har altid være en favorit hos mig. Det er ofte dem, jeg har rakt ud efter på konfektbordet eller i slikskålen. Det er og bliver en klassiker.
Opskrift på saltkarameller
Hvad er den perfekte saltkaramel? Altså hvis du spørger mig, så er der noget ret vigtigt omkring konsistensen. Nogle kan lide saltkarameller bløde, andre hårde så de smelter lidt på tungen. Denne opskrift, som også er min præference, er seje i konsistensen men netop så bløde (ved stuetemperatur), at du kan tage en bid af dem. Dertil er de søde, som karameller er søde, men der er et godt twist af salt. Og er du mere/mindre salt-fan, så justerer du bare. Særligt i mængden på toppen er det nemt at justere.
Er du vild med saltkaramel, så skal du også prøve mine opskrifter på saltkaramelis, en brownie med saltkaramel eller måske islagkage med brownie og saltkaramelis

Hjemmelavede karameller med salt
Så her får du altså min opskrift med hjemmelavede saltkarameller, og de er faktisk nemme at lave. Selve massen, der består af fløde, sukker og glukosesirup (bare rolig – du kan få det i et almindeligt supermarkedet. Det står ofte ved sukkeret) skal alt sammen i en gryde, og så skal det boble, til det er færdigt. Du skal bare røre en gang i mellem, men der er ikke de store farer i det.
Jeg kan godt lide at bruge et sukkertermometer, fordi så ved jeg, hvornår de har den ønskede konsistens (omkring 120 grader), men du kan også bare kigge på farven og følelsen, hvis du ikke har ét, og så kan det være, at de bliver lidt blødere eller hårdere, men det er heller ikke skidt.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!

Saltkarameller
Ingredienser
- 3½ dl fløde
- 190 g sukker
- 90 g glukosesirup
- 1 tsk havsalt (+ ekstra til toppen)
Køkkenudstyr
- 1 Gryde
- 1 Sukkertermometer
Fremgangsmåde
- Kom fløde, sukker og glukosesirup i en mellemstørrelse gryde. Det bobler en del op, så vælg ikke en lille gryde.
- Lad det boble ved lav mellemvarme i 40-50 minutter, til karamellen bliver sej, gyldenbrun og begynder at slippe bunden. Rør i den en gang i mellem – måske hvert femte minut.
- Når karamellen når 120 grader (mål fx med sukkertermometer), så er den færdig.
- Rør salt i og hæld karamellen op i en lille form (fx en lille rugbrødform foret med bagepapir). Smør evt. bagepapiret først med en smule olie, så den nemmere slipper.
- Lad karamellen sætte sig i 3-4 timer, til du kan skære den pænt ud i mundrette stykker.
- Drys evt hver enkel karamel med lidt flagesalt og pak dem ind i bagepapir hver for sig. Opbevar på køl.
En nem spiselig værtindegave
Jeg kan godt lide (og jeg finder ofte på en undskyldning for) at medbringe spiselige gaver. Om det så er til pakkeleg, værtindegave eller bare en “fordi-gave”, så er det altid en god idé. Særligt fordi modtageren ofte bliver så glad. Det kan godt være, at det ikke har taget dig lang tid eller mange penge at lave det, men det viser noget kærlighed, og det må man sige, at disse saltkarameller også gør, hvis du vælger dem.
Fun fact: Da jeg var lille, var mine julegaver til bedsteforældre mv. altid hjemmelavede julegaver. Og altid de spiselige af slagsen. Jeg har bl.a. lavet:
- Syltede abrikoser
- Honningristet granola
- Appelsinmarmelade
- Panforte
- Franske nougat
- Krydderolie og -salt
Sådan laver du gode saltkarameller
Jeg vil klart anbefale dig at skaffe dig et sukkertermometer, hvis du skal lave karameller. Ét fordi du altid så kan være sikker på, hvilken konsistens dine karameller ænder med at have (jeg er glad for dem, når de rammer 120 grader), og to også fordi du helt sikkert kan bruge den til andet end karameller.
Der er egentlig ikke så mange ting, der kan gå galt, og det er ret nemt at lave at lave saltkarameller – modsat hvad jeg i mange år troede. Alt i en gryde og så lade det boble. Det skal så boble i 40-50 minutter, til du rammer den rigtige temperatur, og temperaturstigningen går ofte hurtigere i starten og langsommere til sidst (bare så du ikke bliver utålmodig). Det skal nok blive godt, og måske du endda finder ud af, at din ønskede temperatur er 115 grader eller 123 grader. Men prøv med 120 til en start.








