Det er altså ikke så længe siden, at jeg så en video, hvor der blev lavet fyldte pastaskaller. Jeg vidste med det samme, at det var noget, jeg selv ville elske og derfor blev nødt til at lave. Så jeg har testet opskriften et par gange og kombineret nogle af de smage, vi måske kender fra cannelloni, ravioli eller lakselasagne, og som jeg ved er godt: spinat, ricotta, citronskal og tomatsauce.
Opskrift på fyldte pastaskaller
Så er du også til den kombination, så er denne opskrift på fyldte pastaskaller nok noget for dig. Det er i hvert fald en rimelig nem måde at lave en lidt anderledes og lækker pastaret. Du skal lave en helt simpel tomatsauce (du kan endda købe en god færdiglavet én, hvis det skal være endnu nemmere), koge pastaskaller al dente og røre et fyld sammen af sauteret spinat, hvidløg, ricotta og citronskal, fylde det i pastaskallerne og gratinere de fyldte pastaskaller på en bund af tomatsauce i ovnen med lidt parmesan på toppen.
Er du vild med denne opskrift, så skal du også prøve min cannelloni med spinat, feta og parmaskinke eller lakselasagne med spinat og ricotta
Fyldt pasta med spinat og ricotta
Det her er jo måske lidt en nemmere fyldt pasta-version af ravioli. Jeg ledte efter de helt klassiske pastaskaller (muslinger tror jeg de kaldes), men det havde supermarkedet ikke. I stedet fandt jeg de her andre pastaer, der også kunne fyldes. Så længe du kan sprøjte fyld i, kan det hele bruges. Dvs. også pastarør osv.
Nem og lækker pastaret til hele familien
Det er en forholdsvis nem og lækker pastaret, og jeg er sikker på, at hele familien vil elske den. Den er vegetarisk, og du kan forberede den på 25 minutters tid, hvorefter den skal gratinere i ovnen i et kvarter. Jeg synes, at det er en skøn og lidt anderledes måde at få pasta på, og jeg glæder mig til at eksperimentere med andet fyld. Det kunne eksempelvis være ricotta, svampe og estragon på en bund af bechamelsauce eller måske fyld af linsebolognese (eller klassisk kødsauce) gratineret med mozzarella.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Fyldte pastaskaller med ricotta og spinat
Ingredienser
- 250 g pastaskaller
- 1 løg
- 2 spsk balsamico
- 1 dåse hakkede tomater
- 4 kviste frisk timian (kan erstattes med 1 tsk tørret)
- 250 g frisk spinat
- 2 fed hvidløg
- 1 øko citron (skallen)
- 250 g ricotta
- 2 håndfulde parmesan (fintrevet)
- olivenolie
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Kog pastaskallerne efter anvisningen på pakken, så de er al dente. Lad dem køle af.
- Lav imens tomatsauce. Skræl og hak løget fint. Steg det i en god spsk olivenolie ved middelvarme.
- Tilsæt et godt nip salt, balsamico og timian. Steg videre et minut eller to og tilsæt så dåsetomater. Lad saucen simre til resten er klar.
- Tænd ovnen på 220 grader varmluft.
- Pil og hak hvidløget fint og steg det i lidt olie på en pande ved lav varme. Tilsæt så spinaten og lad den falde sammen.
- Kom spinat op i en skål, klip det i stykker med en saks, så spinatbladene ikke er for store. Lad det køle af.
- Når spinaten er kølet lidt af, kan du røre det sammen med fintrevet skal fra 1 citron og et godt drys salt og peber. Rør også ricotta i.
- Hæld tomatsaucen i bunden af et lille ildfast fad. Kom ricottafyldet i en sprøjtepose eller lignende.
- Fyld pastaskaller med fyldet og læg dem oven på tomatsaucen. Afslut med revet parmesan.
- Gratinér dine pastaskaller i ovnen i 10-15 minutter, til de er gyldne og sprøde på toppen.
Hvad skal jeg servere til mine fyldte pastaer?
Du kan sagtens servere disse fyldte pastaskaller, som de er. Det er en ret, der sagtens kan stå alene. Jeg kunne dog godt finde på at servere en frisk, grøn og let salat til. Det kunne eksempelvis godt bare være grønne salater vendt i en syrlig-sød vinaigrette på olivenolie, citronsaft og honning. Skal det være en lidt større middag, kunne man også sagtens servere lidt lækkert brød til.