Falafelsalat

Falafelsalat
KoRo

Kan jeg byde på en falafelsalat med sprøde salater, bagt sød kartoffel, syltede rødløg, friskstegte falafler, feta og en hasselnøddedressing? For mig er falafler lidt noget, jeg elsker i perioder og i andre perioder har fået lidt for meget af. Måske du kender det med andre retter. Ikke desto mindre er jeg lige nu i min elsker-falafler-fase-og-kunne-spise-det-flere-gange-om-ugen, så det skal vel fejres med en salat med falafler.

Opskrift på falafelsalat

Da jeg skulle bygge denne salat, tænkte jeg udelukkende på elementer, jeg selv ville elske. Og som jeg, hvis jeg gik ned til den nærmeste kebab-biks, ville have muligheden for at bestille, hvis jeg altså kunne bygge den fra bunden. Så det er vel lidt en dekonstrueret kebab med falafel – en salatversion. Den består af salat, frisklavede falafler, bagte søde kartofler, syltede rødløg, feta og en dressing på mandelsmør og appelsinsaft. Har du ikke mandelsmør, kan du også bruge den lidt mere klassiske tahin.

Er du vild med denne opskrift, så skal du også prøve mine falafler med rødbedehummus, mellemøstlige salat med ristet blomkålscouscous eller måske sprøde ærtefalafler i pita med tahindressing.

Salat med falafler søde kartofler feta

Bowl med falafler

Jeg elsker bowls. Jeg spiser det minimum en gang om ugen, og jeg bliver nok aldrig træt af det. Måske mest fordi, at det kan varieres i tusinder, ofte er sundt, er godt til at tømme køleskabet, og fordi det altid kan (og skal) fedtes ind i en god dressing. Det synes jeg, at denne falafelsalat går rigtig fint ind under. Det er op til dig, om du vil lave dine egne falafler eller købe nogle gode nogle ude i byen. Når du har dem, kan du lave aftensmad på en halv times tid – den tid de søde kartofler er i ovnen.

Inspiration til madpakke eller måltidssalat

Den her falafelsalat er en helt genial måltidssalat, og jeg er helt sikker på, at jeg også ville være glad for at have den med på madpakke i hverdagen eller med på tur. Hvis den skal fylde lidt mere i maven, kan du altid vende lidt kogt quinoa eller bulgur med. Det vil helt sikkert klæde den godt. Har du lidt frisk mynte, så smid også gerne det i. Det bliver den i hvert fald ikke dårligere af.

Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Falafelsalat

Falafelsalat

En simpel salat med falafler, søde kartofler, syltede rødløg, feta og en appelsin-hasselnøddedressing. Opskriften er til 4 personer til madpakke eller måltidssalat.
5 fra 1 stemme
Antal: 4 personer
Forberedelse10 minutter
Tilberedelse30 minutter

Ingredienser

Falafelsalat

  • 200 g blandede salater
  • 2 søde kartofler (store)
  • 20 falafler (du kan også købe nogle gode)
  • 4 spsk syltede rødløg
  • 150 g feta

Appelsin-hasselnøddedressing

  • 2 spsk hasselnøddesmør (alternativ tahin)
  • 2 spsk olivenolie (+ lidt ekstra til kartoflerne)
  • 1 øko appelsin (saft og skal)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  • Skræl de søde kartofler og skær dem i store, mundrette tern.
  • Fordel dem på en bageplade med bagepapir og vend i lidt olivenolie og salt. Bag dem til de er møre – 25-40 minutter afhængig af størrelsen.
  • Varm falaflerne med i ovnen de sidste 5 minutter.
  • Rør dressingen sammen af hasselnøddesmør, saft og fintrevet skal fra appelsinen, de 2 spsk olivenolie og et godt drys salt og peber.
  • Anret med salat nederst, sød kartoffeltern, syltede rødløg og falafler. Smuldr fetaen over og dryp med dressingen til sidst.
Del med nogen du holder af
5 from 1 vote (1 rating without comment)
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments