Jeg har altid elsket alle pastaretter, der er fyldt eller lagt i lag. Om det er ravioli, lasagne eller cannelloni med spinat og andet guf som her, så er jeg bare altid klar. Det er som om, at det bliver endnu mere lækkert og snasket, når pastaen får lov til at suge en masse lækker smag til sig. Det er bestemt ikke første gang, at jeg laver eller får cannelloni som her. Men det er åbenbart første gang, jeg deler det med jer.
Opskrift på cannelloni med spinat, feta og parmaskinke
Du kender formentligt den klassiske cannelloni med ricotta og spinat. Den er i hvert fald set mange steder før. Det vil du også sagtens kunne bruge i denne opskrift, men jeg har alligevel prøvet at opgradere/twiste klassikeren lidt. De er fyldt med en blanding af spinat, feta, citronskal, muskatnød og muskatnød, og så er fyldet rullet sammen i friske lasagneplader. I rullen gemmer der sig også en skive parmaskinke, der rulles med. Det giver en skøn, salt umamismag, men det kan også sagtens undlades for en vegetarisk version.
Rullerne toppes med en god tomatsauce og frisk mozzarella og bages i ovnen som med en almindelig lasagne. Hermed får du saftige, smagsfulde, bløde, lækre og let sprøde cannelloni med spinat, feta og parmaskinke. Jeg ville servere det med en frisk, grøn salat til.
Fyldte pastaruller aka. en krydsning mellem ravioli og lasagne
Cannelloni er jo på en måde en krydsning mellem ravioli og lasagne. Det er fyldte pastaruller. Du kan både bruge friske lasagneplader, som jeg har brugt, eller købe nogle pastarør. Her skal de måske have lidt mere væske at gøre godt med. Det er virkelig en smovset omgang mad, der både passer til hverdag, weekend og til gæster. Og så kan det jo sagtens varieres efter ønsket fyld. Det kunne også være en kødsauce, ricotta og spinat, græskarmos og grønt og meget mere.
Hvordan gør jeg det vegetarisk?
Som skrevet ovenover, så kan du sagtens lave denne opskrift på cannelloni med spinat vegetarisk. Så undlader du bare parmaskinken. Jeg synes, at den giver en god smag, men det er ikke fordi, at retten står og falder med det. Det er på en måde to forskellige retter.
Er du vild med denne opskrift, så skal du også prøve min lakselasagne med spinat, nemme one pot lasagne eller en omgang klassiske kødboller i tomatsauce.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Cannelloni med spinat, feta og parmaskinke
Ingredienser
- 1 løg
- 2 dåser hakkede tomater
- 1 håndfuld frisk timian (eller 2 spsk tørret)
- 2 spsk balsamico
- 250 g frisk spinat
- 2 fed hvidløg
- 1 øko citron (skallen)
- muskatnød
- 200 g feta
- 50 g parmesan (kan undlades)
- 8 skiver parmaskinke
- 350 g friske lasagneplader
- 1 kugle frisk mozzarella
- olivenolie
- salt og peber
Køkkenudstyr
- Ildfast fad
Fremgangsmåde
- Start med at lave tomatsauce: hak løg og steg det i lidt olivenolie med finthakket timian, til løgene er bløde.
- Hæld dåsetomater på sammen med balsamico, 2 dl vand, 1 spsk sukker og et drys salt og friskkværnet peber.
- Lad tomatsaucen simre, imens du forbereder resten.
- Hak hvidløg fint og steg det ved lav varme i lidt olie på en pande.
- Skyl spinat, dup det tørt og kom det op til hvidløget med et drys salt.
- Lad det stege ved middelvarme, til spinaten falder sammen. Er der meget overskydende væde, skal du hælde det fra.
- Lad spinaten køle lidt af, inden du vender det med citronskal, parmesan og et drys muskatnød (alle tre fintrevet).
- Smuldr feta og vend det forsigtigt i spinatblandingen.
- Klip/skær lasagnepladerne i passende stykker, så det passer med, at du kan rulle cirka 8 små ruller. Min var én lang plade, som jeg klippede ud i aflange stykker på cirka 16 cm i længden.
- Kom en skive parmaskinke ovenpå et stykke lasagneplade, kom cirka 2 spsk fyld ovenpå og rul den sammen. Fortsæt med resten.
- Fordel halvdelen af tomatsaucen i et ildfast fad, læg pastarullerne ovenpå (med lukningen nedad) og fordel resten af tomatsaucen over. Sørg for at pastaen er helt dækket af sauce.
- Bræk mozzarellakuglen i små stykker og fordel dem over rullerne.
- Bag dine cannelloni ved 180 grader varmluft i 30 minutter.