Jeg har siden Roskilde Festival drømt om GRØD’s bygotto med ærter, vesterhavsost og citron… Er jeg mon den eneste? For den var virkelig god! Nu fik jeg endelig taget mig sammen til at prøve og efterligne den, og den smager fuldstændig, som jeg husker den.
Opskrift på bygotto med ærter
Risotto kan efter min mening godt blive lidt tungt og kvalmt, da der oftest er rigtig meget ost i. Men her fungerer perlebyg godt i stedet for risottoris, da de giver mere bid til grøden. Dette fungerer virkelig godt sammen med de lidt sprøde ærter, den friske citronsaft og -skal og det cremede og salte fra parmesan.
Det blev modtaget så godt herhjemme, at min mor kom hjem næste dag og sagde: “jeg har købt ind til, at du kan lave det igen snart”, og det kan jo umuligt have været dårligt. Det mætter rimelig meget – så små portioner er bedst med en skål frisk salat til. Er du vild med bygotto med ærter, så bør du også prøve min bagte bygotto med svampe og parmaskinke eller gulerodsrisotto med ricotta.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Bygotto med ærter og citron
Ingredienser
- 1 løg
- 1 dl hvidvin
- 3½ dl perlebyg (eller perlespelt)
- 1 liter bouillon (kylling eller grøntsag)
- 2 spsk mascarpone
- 1 dl parmesan (revet )
- 180 g ærter (kan sagtens være frosne og optøede)
- 1 citron (skal fra den hele, saft fra den halve)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Hak løg og steg det ved middelvarme i en gryde i lidt olivenolie, til løget er blødt.
- Skyl perlebyg grundigt i koldt vand. Kom dem op i gryden og rist det af et minuts tid, inden du tilsætter hvidvinen.
- Når vinen er fordampet, kan du tilsætte en tredjedel af bouillonen.
- Kog det op, imens du rør, og lad det så simre, til perlespelten har suget alt væsken til sig.
- Hæld 1 dl bouillon i og lad byggen suge væsken til sig. Fortsæt sådan med 1 dl ad gangen, indtil al bouillonen er brugt, og grøden er cremet og lækker men stadig med lidt bid.
- Tag gryden af varmen og rør mascarpone, fintrevet citronskal og -saft, peber, parmesan og ærter ned i speltottoen. Smag til.
- Anret i skåle og drys med evt. ærter, parmesan, friskkværnet peber og lidt revet citronskal.