
Sød kartoffel lasagne med svampe, hytteost og cheddar. Godt nytår og velkommen til 2017 – et år der forhåbentligt bliver fyldt med masser gode madoplevelser og opskrifter, hvad bloggen her angår. Jeg glæder mig utrolig meget, og jeg har SÅ mange ideer, som jeg glæder mig til at føre ud i livet. Jeg har lige pt. fanget mig en seriøs omgang forkølelse og ondt i halsen, så jeg drikker te med ingefær på livet løs, så jeg snart kan komme i gang igen. I mellemtiden kan du nyde denne lasagne med søde kartofler og masser af ost.
Lasagne med søde kartofler og ost
Heldigvis havde jeg denne omgang vegetariske lasagne med søde kartofler i baghånden, som jeg lavede for en måneds tid siden og først deler nu, da den ikke rigtig passede ind sammen med al julemaden. Vi elsker alle klassisk lasagne eller måske lakselasagne. Lasagnen er smækfyldt med grøntsager, søde kartofler som erstatning for lasagneplader, krydderier, svampe og tomatsauce. Der er dog også både hytteost og et sprød lag af smeltet cheddar på toppen, så det hele ikke går op i grøntsager. Lasagnen er derfor både vegetarisk og glutenfri.
Tip: Hvis du vil lave en version med kød, kan du sagtens brune noget hakkekød på en pande og tilsætte det saucen i stedet for alle eller halvdelen af svampene.



Lasagne med søde kartofler og ost
Ingredienser
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 300 g champignon
- 3 gulerødder
- 2 dåser flåede tomater
- 1½ spsk tørret oregano Reklame for Med24
- 1 tsk paprika Reklame for Med24
- 1 tsk chiliflager Reklame for Med24
- 500 g søde kartofler
- 250 g hytteost
- 2 håndfulde revet cheddar
- salt og peber
- olivenolie
Køkkenudstyr
- Ildfast fad
Fremgangsmåde
- Skræl og hak løg og hvidløg.
- Skyl champignon og skær dem i skiver.
- Skræl gulerødder og skær dem i små tern.
- Steg løg i en spsk olivenolie i en gryde ved middelhøj varme i et par minutter.
- Tilsæt svampe og lad dem stege i 5 minutters tid, til de smider noget væske og bliver bløde.
- Tilsæt derefter gulerødder, krydderier og et godt drys salt og peber, flåede tomater og 1/2 dl vand. Lad saucen simre, imens du laver resten klar.
- Skræl søde kartofler og skær dem i tynde, runde skiver.
- Find et ildfast fad frem og tænd ovnen på 180 grader varmluft.
- Læg først et lag af sauce, derefter søde kartoffelskiver, sauce, hytteost, kartoffelskiver og fortsæt til du har cirka 3 lag. Slut af med hytteost og revet cheddar på toppen.
- Drys med lidt ekstra tørret oregano og bag lasagnen i cirka 30 minutter, til den er boblende, gylden og sprød på toppen.
- Lad lasagnen stå og sætte sig i 5-10 minutter på køkkenbordet og spis – gerne med en sprød grøn salat til.









Wauw, det ser super lækkert ud! Skal lige være sikker på, at jeg har forstået det rigtigt – skal det være 2 tsk. paprika, 2 tsk hvidløg og 2 tsk chili eller er det 2 tsk i alt? Måske et super dumt spørgsmål men vil bare lige være sikker, så jeg ikke ødelægger det hele når jeg kaster mig ud i at lave den:-)
Tak søde Simone 🙂
Det er overhovedet ikke et dumt spørgsmål! Jeg kan godt se, at det kan være lidt svært at se. Det er sådan set bare 2 tsk i alt, hvor man kan blande noget, der samlet passer til den mængde. Jeg har også lige ændret det i opskriften – tak fordi du skriver, når noget er uklart. Håber du kan lide det! 😉
Nu hvor græskar (især hokkaido) er i sæson, tror du at det vil være muligt at erstatte den søde kartoffel med det? Eller tror du at græskaret vil blive til “mos”?
Hej Cille.
Det kan du sagtens! Du vil formentligt ikke kunne smage den store forskel.
Det er jeg sikker på er vildt lækkert 🙂
Skriv endelig hvad du synes ♡