I denne her uge skruer vi endnu mere op for sommerens gode råvarer. Madplan uge 27 er nemlig fyldt med ærter, kirsebær, jordbær, kartofler og en masse andet godt og sommerligt. Jeg håber, at I har en god uge i vente, og at I kan blive inspireret af ugens måltider, som jeg har sammensat i denne madplan.
Denne madplan uge 27 kan du følge fuldt ud, men du kan også lade dig inspirere eller bare vælge de retter, der passer dig bedst. Husk at du nemt kan skrue op og ned for, hvor mange der spiser med hver enkel dag, og så kan du til sidst printe en komplet indkøbsliste, der medregner, hvor mange der spiser med hver dag.
Madplan uge 27
I denne uge får du to dage med kød, en med fisk og tre vegetariske dage. Ugen sluttes som altid af søndag, hvor der er plads til at tømme køleskabet og lave pizza, pasta, tærte, risotto eller andet med de rester, der er tilbage fra ugen, der er gået. Hvis denne madplan uge 27 ikke er din favorit, kan du altid se alle tidligere madplaner.
Menuen for denne uge står helt konkret på en god omgang spaghetti bolognese, salat med laks, ærter og dilddressing, rester af spaghetti bolognese, blomkålsdeller med parmesan serveret med bulgursalat med kirsebær, ærter og karamelliserede løg, hjemmelavet pasta og pesto og sidst men ikke mindst ovnbagte kartofler med aiolicreme og pistacienødder serveret med en salat med jordbær, jordbærdressing og karamelliserede hasselnødder. Haps.
Husk endelig at tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad, hvis du laver en af mine opskrifter. Jeg vil elske at følge med!
Skal du lave noget lækkert i weekenden? Jeg synes helt bestemt, at du skal udnytte de gode danske jordbær og bage en traditionel jordbærtærte. Den er simpelthen så lækker.