Efter et par ugers pause, hvor jeg har rejst rundt i Mellemamerika, er madplanerne tilbage og tidsnok til at tage hul på rodfrugtsæsonen. Haps. Jeg elsker rodfrugter, fordi de er billige, de mætter, de smager skønt, og de kan bruges på så mange måder. Så de skal have en stor plads i denne madplan uge 48 sammen med kål – grønkål og blomkål.
Hver lørdag udkommer en ny madplan til dig her på bloggen ligesom denne madplan uge 48. Det er til dig, der leder efter inspiration til næste uges madplan. Du kan enten vælge at følge madplanen hele vejen med den dertilhørende indkøbsliste, eller du kan udvælge de retter, der passer jer bedst, eller dem I mest har lyst til. Det fungerer sådan, at du nemt kan skrue op og ned efter, hvor mange der spiser med den dag og så få en indkøbsliste, der matcher det.
Madplan uge 48
I denne uge får du to dage med kylling og fire vegetariske dage. Råvarerne er udvalgt så vidt muligt efter sæson, og jeg forsøger at mindste madspild ved at lade råvarer gå igen og ved altid at lade søndag være tøm køleskabet dag. Her kan du lave pizza, pasta, tærte, risotto eller andet med de rester, der er tilbage fra ugen, der er gået. Hvis denne madplan uge 48 ikke er din favorit, kan du altid se alle tidligere madplaner.
Menuen for denne uge står helt konkret på gulerodsvafler med hummus og rodfrugter (har du ikke en vaffeljern, kan du prøve at lave dejen som pandekager på en pande), kyllingesuppe med pasta og grønt, blomkålsdeller med parmesan og grønkålssalat med æbler og dadler + rester dagen efter i pitabrød, pasta med grøntsagssauce og sidst men ikke mindst fyldt kyllingebryst med svampe og flødeost serveret med flødekartofler med rodfrugter.
Husk endelig at tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad, hvis du laver en af mine opskrifter. Jeg vil elske at følge med!
Skal du bage noget lækkert i weekenden? Jeg tænker, at det er med at udnytte æblesæsonen og fx give sig i kast med kanelsnegle med æble og marcipan. De er så gode.