
Måske du holder påske i ugen her, måske ikke. Men jeg synes altså ikke, at du skulle snydes for en madplan uge 16 alligevel, for der skal jo mad på bordet. Jeg har påske-ficeret den lidt med ekstra fisk og nogle retter, der også vil gå fint på påskebordet. Så kan du jo vælge, hvad der passer dig bedst. God mad skal vi i hvert fald ikke gå ned på.
Det er til dig, der leder efter inspiration til næste uges madplan. Du kan enten vælge at følge madplanen fuldt ud med den tilhørende indkøbsliste, eller du kan udvælge de retter, der passer jer bedst, eller dem I mest har lyst til. Det fungerer sådan, at du nemt kan skrue op og ned efter, hvor mange der spiser med den dag og så få en indkøbsliste, der matcher det.
Madplan uge 16
I denne uge får du en dag med kød, en med fisk og fire vegetariske dage. Råvarerne er udvalgt så vidt muligt efter sæson, og jeg forsøger at mindste madspild ved at lade råvarer gå igen og ved altid at lade søndag være tøm køleskabet dag. Her kan du lave pizza, pasta, tærte, risotto eller andet med de rester, der er tilbage fra ugen, der er gået. Hvis denne madplan uge 16 ikke er din favorit, kan du altid se alle tidligere madplaner.
Menuen for denne uge står helt konkret på galette med porrer, bacon og ost inkl. en grøn salat, broccolideller med sesam og rødbeder med fetacreme, broccolideller i rugbrødssandwich, laks i fad med porrer og kartofler, pasta med salsiccia og squash og sidst men ikke mindst lakseroulade – klassisk men godt – med salat med estragondressing og lækkert brød. Haps – jeg glæder mig allerede.
Husk endelig at tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad, hvis du laver en af mine opskrifter eller følger denne madplan uge 16. Jeg vil elske at følge med!
Ingen weekend eller påske uden noget lækkert. Hvad siger du til en påskeis a la københavnerstang? En vaniljeis med marcipan og ananassirup. En genial dessert til påsken.
