22 ting du (nok) ikke vidste om mig

22 ting du (nok) ikke vidste om mig

Jeg er blevet opfordret til at dele nogle facts om mig selv. Ting du (nok) ikke vidste om mig. Det er noget, jeg selv elsker at læse hos andre bloggere. Det der med at smugkigge og få et indblik i andres liv, det er jeg vild med. Og jeg tænker, at det er en oplagt mulighed, hvis der nu skulle sidde nogen af jer derude, der ønsker at vide nogle mere eller mindre random facts om mig.

Jeg deler derfor i dag 22 ting du (nok) ikke vidste om mig. Tallet 22 i anledningen af min fødselsdag i forrige uge. Se det var jo endnu et fact. Du får derfor i dette indlæg 23 facts + lidt småtterier ind imellem. Velkommen til verdens længste indlæg. Jeg håber, at I har lyst til at lære mig lidt bedre at kende og synes, at det er lige så hyggeligt som jeg. Og hvis ikke, kan I jo bare blive ved opskrifterne. Der er mange at vælge imellem.

OBS: Jeg har opdateret indlægget i 2025 (6 år efter), så I kan lære den nuværende mig lidt bedre at kende.

Hvis I kan nikke genkendende til nogle af tingene, så må I endelig skrive det i kommentarfeltet. Eller måske har lyst til at dele sjovt facts om jer selv – det kunne være sjovt at høre!

22 ting du (nok) ikke vidste om mig

22 ting du (nok) ikke vidste om mig

  1. Jeg er et slet ikke et morgenmenneske. Jo i weekenden hvor jeg kan sove, til jeg vågner og hygge med morgenmaden og en varm kop kaffe. Men i hverdagene skal jeg bare spise min morgenmad i fred og ro.
  2. Apropos morgenmad, så spiser jeg ofte det samme i lange perioder. Hele gymnasiet spiste jeg A38 med hjemmelavet granola hver morgen i hverdagene. Nu kører jeg for det meste grød – kold eller varm afhængig af sæsonen.
  3. Jeg spiser (lidt for) meget nøddesmør. Peanutbutter og hasselnøddesmør er mine favoritter, og jeg har svært ved at styre mig haha. Og ja – jeg spiser det også rent med ske. Farligt!
  4. Jeg er 175 cm høj og går derfor nærmest aldrig i høje hæle. Jeg vil dog gerne blive bedre til det uden at føle mig højere end alle andre.
  5. Jeg vandt en andenplads ved DM i toast med min veninde for nogle somre tilbage – apropos billedet længere oppe. Vi skulle dyste i 4 discipliner: signaturen, den eksperimenterende, desserttoasten og klassikeren med et twist. Opskriften på signaturen finder du lige her.
  6. Jeg kan ikke følge en opskrift fuldt ud. Og nærmest ikke engang mine egne (og der er alligevel i skrivende stund mere end 500 opskrifter på bloggen). Jeg bruger altid det, jeg har på lager og smager mig frem. Det er noget, jeg gerne vil give videre. Følg din intuition i stedet for at følge opskriften slavisk.
  7. Jeg har læst kommunikation og arbejder ved siden af bloggen her med kommunikation og projektledelse indenfor mad, mennesker og oplevelser.
  8. I 2021 deltog jeg i Masterchef og nåede finaleugen. Måske du så mig stoppe pølser, lave Røde Claus’ signaturret ‘hvalen’ eller kaste mig ud på dybt vand i alle mulige andre situationer på tv?
  9. Jeg har to drømme for fremtiden arbejdsmæssigt, som jeg håber, at jeg en dag kan opfylde: 1. Jeg kunne godt tænke mig at åbne min egen café en dag og 2. jeg drømmer om formidling af mad og måske give børn og unge en bedre madviden og -kærlighed med på vejen.
  10. København er min yndlingsby i hele verden. Og det mener jeg. Efter at være flyttet hertil i forbindelse med mit studie for efterhånden en del år siden har jeg opbygget mig en stor kærlighed for byen.
  11. Jeg elsker at rejse og har allerede besøgt +28 lande. Og været mindst 6 gange på både Mallorca og i England. Min næste rejse går forhåbentligt til Japan senere i år, men mit drømmerejsemål er en roadtrip i Australien. Og meget mere surf. Find link til mine rejseguides lige her.
  12. Jeg kan ikke sige, hvad min livret er. Og det er faktisk noget af det, jeg bliver spurgt mest om. Det afhænger af sæson, årstid og lyst. Alt med hokkaido om efteråret, karryretter om vinteren og friske grøntsager, fisk og bær om sommeren. Hvis jeg skal vælge, så er det friskbagt (surdejs)brød med smør og ost. Altid.
  13. Jeg er ikke kræsen. Jeg spiser nærmest alt, selvom jeg ikke er den største fan af det danske køkkens sovs, kartofler og kødmængder. Kun når mormor laver det.
  14. Når nu vi snakker om mad, så spiser jeg nok lidt for meget salt. Ja, nu er det ude. Jeg hedder Anna, og jeg er afhængig af salt. Men friskbagt brød med smør og flagesalt er bare såååå godt! Eller en chokoladebrownie med lidt flagesalt. MÅMS. Jeg vil dog gerne prøve at vænne mig af med det, men det er altså ikke nemt.
  15. Jeg er virkelig dårlig til at beslutte mig. Jeg kan kigge på Netflix eller et menukort i laaang tid uden at komme videre. Men altså det er jo også vigtigt at finde den Instagramværdige mad, ik?
  16. Jeg havde, indtil jeg var 18 år, kun været i Jylland én gang. På baggrund af dette er jeg også ret dårlig til placering af danske byer generelt.
  17. Jeg er rigtig god til at planlægge min kalender og lave ting i god tid. Jeg fungerer oftest ikke så godt under tidspress, men jeg øver mig i at være mere spontan. Til gengæld er jeg god til at skubbe små, ligegyldige ting, så det ender med, at der går flere uger, før jeg får syet det irriterende hul i trøjen, støvsuget eller tjekket det der serienummer på min cykel… Det bliver jeg altså nødt til at få gjort.
  18. Jeg er lidt OCD i forhold til numre og stikkontakter. Lydniveauet skal være på et lige tal, og stikkontakter skal være slukkede, når de ikke bliver brugt – jeg kan ikke fokusere, før det er gjort.
  19. Jeg er en af dem, der cykler hurtigt på cykelstien og bliver ret hurtigt irriteret, hvis andre ikke kan finde ud af de uskrevne cykelregler. Hold til højre, brug dine hænder, kig dig for og brug ringeklokken. Tak.
  20. Jeg træner en hel del og elsker alt fra løb til cykling og svømning. Jeg fungerer faktisk slet ikke, og mit humør bliver dårligt, hvis jeg ikke får lov til at bevæge mig. Det giver mig meget energi. Og plads til al den gode mad haha.
  21. Jeg spiser 80% vegetarisk, selvom jeg godt kan lide kød. Men for mig er det bare nemmere (og billigere), og jeg er ofte mere kreativ, når min mad er uden kød.
  22. Mange af mine allerbedste veninder har jeg fået igennem sociale medier. Især igennem Instagram har jeg fundet dem. Og jeg kunne slet ikke forestille mig ikke at have dem i mit liv i dag.
Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
17 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments