Jeg elsker frikadeller. I alle afskygninger. Fiskefrikadeller, kyllingefrikadeller, vegetarfrikadeller. You name it. Og det har altid været sådan en ting, jeg har elsket at spise, når jeg har besøgt mine forældre eller bedsteforældre. Fordi de på en eller anden måde formår at lave dem endnu bedre. Én af de frikadelle-varianter jeg ofte laver er faktisk græske frikadeller. Enten med kylling eller med oksekød. Førstnævnte er allerede på bloggen, men i dag er det tid til dem med okse.
Opskrift på græske frikadeller
Jeg elsker græske frikadeller, fordi de er sprøde udenpå og har en god stegeskorpe, de er saftige indeni og er fyldt med (i dette tilfælde) masser af soltørrede tomater, feta og frisk persille. Udover at det giver en skøn smag til frikadellerne, så er det også en super måde at få kødet til at række lidt længere – ved at komme lidt ekstra fyld i. Jo mere fyld du kommer i, jo sværere bliver det dog at få dem til at hænge sammen, så det handler om at finde midtervejen.
Er du vild med denne opskrift, så skal du også prøve mine lignende kyllingefrikadeller med feta, spinat og soltørrede tomater.
Frikadeller med feta og soltørrede tomater
Disse græske frikadeller er jo egentligt bare frikadeller med feta og soltørrede tomater. De er gode til både børn og voksne. Selvom jeg ikke køber eller spiser oksekød så tit, så prøver jeg at sørge for at gøre det godt, når jeg så gør det. Og komme lidt ekstra grøntsager/fyld ved, så det fylder lidt mere.
Hvad skal jeg servere til mine frikadeller?
Jeg elsker at servere en sprød, frisk og lækker salat til. Du kan finde en masse inspiration i mine salatopskrifter. Er det sommer, kan jeg nu godt lide en kold kartoffelsalat eller smørstegt spidskål til, og er det i de koldere måneder, er jeg ret glad for bagt blomkål eller perlespeltsalat med en masse godt i.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Græske frikadeller
Ingredienser
- 400 g hakket oksekød (du kan også bruge svin eller kylling)
- 1 æg
- 2 spsk hvedemel
- 1 håndfuld frisk persille (eller et par kviste frisk timian)
- 1 fed hvidløg (stort)
- 6 soltørrede tomater (store, i olie)
- 100 g feta
- salt og peber
- smør/olie (til stegning)
Fremgangsmåde
- Kom kødet i en skål og ælt det sejt et par minutter med 1 tsk fint salt – med hænder eller røremaskine.
- Vend æg og hvedemel i og godt med friskkværnet peber.
- Blend de soltørrede tomater og hvidløgsfeddet fint i en minihakker (eller lignende). Vend det i farsen.
- Hak persille fint og smuldr feta og vend det i farsen. Er konsistensen lidt for fast, kan du tilsætte en smule mælk eller lignende væske.
- Lad gerne farsen trække i en halv time, hvis du har tid. Behøves ikke.
- Varm en stor pande op til middel varme med lidt olie og/eller smør.
- Form farsen og tryk farsen sammen til frikadeller – jeg synes, at det er nemmest med min hånd og en ske dyppet i varmt vand mellem hver delle.
- Steg dine græske frikadeller så de bliver gyldne og sprøde udenpå og netop gennemtilberedte indeni.