
Her får du min opskrift på citron tiramisu. Det var mit ansvar at stå for desserten til nytårsaften, og jeg vidste, at vi 1. ikke ville have meget plads i maven, så den skulle være let men lækker, og 2. at jeg selv havde lyst til noget friskt og syrligt. Og så tænkte jeg på tiramisu – både en af mine og jeres yndlingsopskrifter her på bloggen.
Den måtte man kunne lave i en frisk version som citron tiramisu, gerne med masser af vanilje og lemon curd. Og heldigvis havde jeg rester 1. januar. Heldigvis fordi rester er det bedste, og fordi tiramisu kun smager bedre dagen efter. Men også fordi, at jeg så kunne tage billeder og dele opskrift med jer.
Citron tiramisu opskrift
Så her får du den altså. Min opskrift på citron tiramisu. Den er frisk og syrligt sød. Lady fingers dyppes i en syrlig citronlage med masser af skal og saft og lægges i lag med en cremet og fløjsblød mascarponecreme med masser af vanilje. Mellem lagene er der smurt et tyndt lag lemon curd (kan både være hjemmelavet eller købt) og øverst er der drysses finthakkede pistacienødder. Mest fordi det er pænt men også fordi det giver en smule knas til den ellers bløde tiramisu. Jeg håber, at du vil elske den.
Er du vild med syrlige desserter, så skal du også prøve min citronmåne med marcipan, vafler med citron og birkes eller måske macarons med hvid chokolade og citron.


Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!

Citron tiramisu
Ingredienser
Citronlage
- 1¼ dl citronsaft (svarer til 2-3 citroner)
- 3 spsk sukker
- 1 stk øko citron (skallen)
- 1 dl vand
Creme
- 1 stk vaniljestang
- 6 stk æggeblommer (kan være alm. eller pasteuriserede)
- 180 g sukker
- 400 g mascarpone
- 2½ dl fløde
- 1 øko citron (skallen)
Samling
- 200 g ladyfingers (svarer normalt til en pakke)
- 175 g lemon curd (du kan lave den selv eller købe den)
- 50 g pistacienødder
Noter
Køkkenudstyr
- 1 form eller fad – ca 22×22 cm
Fremgangsmåde
- Start med at lave lagen ved at blande citronsaft, sukker og fintrevet skal. Rør rundt til sukkeret opløser sig og kom så vandet i.
- Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mas sammen med en spsk af sukkeret til cremen.
- Pisk æggeblommer, sukker og dit vaniljesukker til en cremet og luftig æggesnaps. Det tager 3-5 minutter.
- Kom mascarpone i en anden skål og rør i det, fx med en dejskraber, så der ikke er klumper i.
- Hæld fløden (som den er – den skal ikke piskes først) i mascarponen og pisk det sammen, til piskerisene trækker streger i cremen – den skal ikke overpiskes men netop blive tyk og cremet. Det tager ikke mere end et minuts tid.
- Vend halvdelen af æggesnapsen forsigtigt i mascarponeblandingen og derefter den sidste halvdel.
- Dyp halvdelen af dine ladyfingers i citronlagen én for én og fordel dem som første lag i dit fad/form. Jeg kan bedst lide, at de kommer ned, vendes og så op igen. Dryp dem af. De skal ikke ligge i væsken og suge – så får du en våd tiramisu.
- Hæld halvdelen af cremen over. Gør det samme med den anden halvdel af ladyfingers og slut af med den sidste halvdel af cremen. Det skal dække ladyfingers helt.
- Dæk fadet på din tiramisu og stil den på køl i minimum 8 timer og gerne natten over.
- Inden servering kan du hakke pistcaienødder helt fint og pynte toppen.
Citron tiramisu med lemon curd og pistacie
Jeg tænker egentlig sagtens, at du kan lave denne tiramisu uden lemon curd laget i midten, hvis du har lyst, og så vil den stadig være frisk og syrlig pga. citronlagen. Men jeg synes nu, at det smager ret godt med sådan et lille overraskende lag i midten, som du ikke forventer. Vælg gerne en blød og cremet (ikke for fast) curd, hvis du køber den med en god balance mellem syre og sødme. I en typisk tiramisu er der også ofte alkohol i lagen, som ladyfingers dyppes i. Det har jeg undladt her, men du kan sagtens blande cirka 1/2 dl limoncello i, hvis du har lyst. Smag dig frem.
Alternativ tiramisu – en frisk og syrlig dessert
Jeg lavede som sagt denne citron tiramisu som dessert til nytårsaften, og jeg synes virkelig, at det er en genial dessert til gæster. Både fordi den er virkelig fin og vil imponere dine gæster men også fordi den helst skal forberedes dagen før, og det giver dig mere tid på dagen.
Jeg håber ikke, at italienerne kommer efter mig, nu hvor jeg har lavet et alternativt bud på deres ellers klassiske dessert, og selvom jeg nok altid ville vælge klassikeren (hvis jeg altså skulle vælge), så synes jeg faktisk, at det her er et dejlig forfriskende bud med en god balance mellem syre og sødme. Der er bare noget ved fløjlsblød creme, der møder syrlig citron.










