Asiatisk salat med laks og sprøde ris

laksesalat med soya-ingefærdressing, edamamebønner, avocado og kål

En skøn, frisk og lækker opskrift på asiatisk salat med laks. Jeg har længe haft lyst til at lege med sprøde ris. Ikke alene fordi det er en genial måde at bruge en rest ris, men også fordi at det giver mæthed og konsistens til en salat. Og så har jeg virkelig crawet en frisk og sprøde asiatisk salat med masser af tekstur og smæk på smagen. Sådan snasket på den sunde måde. Det kom der denne opskrift ud af.

Opskrift på asiatisk salat med laks

Denne opskrift på asiatisk salat med laks er forholdsvis simpel og nem at lave. Jeg har fokuseret på en god og smagsfuld dressing, der blandt andet består af soyasauce, sesamolie, frisk ingefær og risvineddike. Den skal gerne smage af en del for at give salaten smag, og den gør samtidigt salaten super snasket. Selve salaten består af fintsnittet spidskål, agurk, avocado og edamamebønner. Dertil stykker af bagt laks og de sprøde ris. Lidt sesamfrø og koriander på toppen.

Er du vild med asiatiske salater, så skal du også prøve min grønne salat med ingefær-limedressing eller måske spidskålssalat med æble og peanutbutterdressing.

Asiatisk salat med laks og sprøde ris

Opskrift med rester af ris – lav sprøde ris og giv prikken over i’et til din salat

Det er ikke noget, jeg har prøvet før. Det her med at riste ris sprøde i ovnen og fx vende dem i en salat. Det er super nemt og en genial måde at bruge en rest ris og få en salat til at mætte lidt mere samt give tekstur.

Du vender egentlig bare kolde ris med lidt smagsgivere – fx soya, sesamolie og crispy chili olie som her, breder det ud på en bageplade og rister det sprød i ovnen i en halv times tid. Hvis du ikke spiser salaten med det samme, kan du overveje at servere de sprøde ris ved siden af. Ellers får de en lidt sejere konsistens, men det kan jeg nu også godt lide. Det giver stadig masser af tekstur.

Laksesalat med edamame, kål, avocado, agurk og en sesam-soya-ingefærdressing

Jeg er lidt i tvivl, om vi befinder os mest i Thailand med de her smage i denne opskrift på asiatisk salat med laks. Det tror jeg, og jeg mener også at have set sprøde ris som en del af en salat før i det thailandske køkken. Jeg har valgt at bruge laks i min salat, da det er en god måde at få et stykke laks til at række lidt længere. Du vil også sagtens kunne trevle lidt kylling eller måske grille nogle rejer eller lignende. Det meste vil smage godt.

Laver du en af mine opskrifter som fx denne asiatisk salat med laks, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

laksesalat med soya-ingefærdressing, edamamebønner, avocado og kål
laksesalat med soya-ingefærdressing, edamamebønner, avocado og kål

Asiatisk salat med laks og sprøde ris

En skøn, frisk og sprød salat med kål, bagt laks, avocado, agurk og edamamebønner. Dertil en skøn dressing på blandt andet soya og ingefær og sprøde ris. Måltid til 3 personer eller tilbehør til 4.
5 fra 1 stemme
Antal: 3 personer
Forberedelse15 minutter
Tilberedelse30 minutter
I alt45 minutter

Ingredienser

Sprøde ris

  • 3 dl kogte ris (kolde – svarer til ca 1,5 dl ukogte)
  • 2 spsk soyasauce
  • 2 spsk sesamolie
  • 1 spsk crispy chili olie (kan ersattes af 1/2 tsk chiliflager)

Salat

  • ½ stk spidskål
  • 1 stk agurk
  • 2 stk avocado
  • 200 g edamamebønner
  • 1 håndfuld friske koriander (kan undlades hvis du ikke er til det eller erstattes med persille)
  • 300 g laks
  • salt

Dressing

  • 2 spsk olivenolie
  • 2 spsk sesamolie
  • 2 spsk risvineddike
  • 1 spsk honning
  • 2 spsk sesamfrø
  • 1 spsk fintrevet ingefær

Fremgangsmåde

  • Start med at tænde ovnen på 180 grader varmluft.
  • Lav risene. Vend de kolde, kogte ris med sesamolie, soya og chiliolie og bred ud på en bageplade med bagepapir.
  • Rist risene i ovnen i 30-35 minutter til sprøde. Vend dem halvvejs.
  • Lav dressingen ved at komme alle ingredienserne i et glas med låg. Ryst dressingen godt sammen og smag til med salt og evt. ekstra syre/sødme efter smag.
  • Kom laksen på en bageplade med bagepapir og krydr med salt.
  • Bag laksen i ovnen sammen med risene – det skal have ca 10-12 minutter, til det netop er tilberedt men stadig saftigt i midten. Lad det gerne trække 5 minutter efter.
  • Snit kål fint, skær agurk og avocado i tern og hak urterne groft. Brug en gaffel til at dele/mase laksen ud i små flager.
  • Vend alle grøntsagerne med laks, sprøde ris og dressing. Pynt evt. med ekstra urter og sesamfrø på toppen.
Del med nogen du holder af
5 from 1 vote (1 rating without comment)
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments