Hindbær cheesecake is

Hindbær cheesecake is uden ismaskine

Jeg fik en idé den anden dag. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om den var gal eller genial, men jeg kunne ikke slippe den igen. En hindbær cheesecake is. Altså hjemmelavet is (den nemme variant med kondenseret mælk og uden ismaskine) rørt med hindbærcoulis og stykker af cheesecake.

Opskrift på hindbær cheesecake is

Jeg slog først ideen væk, fordi jeg troede, at det ville være svært. Eller i hvert fald tage for lang tid og være besværligt, hvis man først skulle lave en reel cheesecake, der så skulle skæres ud og røres i. Men fordi jeg ikke kunne slippe ideen, blev jeg nødt til at kaste mig ud i det. Og ja. Det er mere besværligt, end hvis der ikke var cheesecake. Men jeg LOVER, at det er det hele værd.

En luftig, sød og cremet vaniljeprikket is på fløde og kondenseret mælk (så så så nemt at lave) og så swirls af en hindbærsauce lavet på frosne hindbær, sukker og citron og store chunks af cheesecake med stykker af hvid chokolade.

Er du vild med denne hindbær cheesecake is, så skal du også prøve min opskrift på bounty is, kaffeis med oreos eller vaniljeis med lemon curd og crumble.

Hindbær cheesecake is uden ismaskine

Hjemmelavet is med hindbærsauce og cheesecake-stykker

Cheesecaken laves først, så den kan køle af og består af en kiksebund på blendede digestive kiks og smeltet smør toppet med en flødeostemasse af flødeost, sukker, vanilje og et æg, og så bages det hele i ovnen. Jeg toppede cheesecaken med hakket hvid chokolade for ekstra lækkerhed, men det behøves ikke.

Den søde is sammen med den syrligt søde hindbærcoulis og de store stykker af cheesecake, der er både cremede og knasende er en himmerigs mundfuld. Jeg har fået og lavet mange gode is, men den her hindbær cheesecake is må alligevel være en af de bedste.

Hjemmelavet is uden ismaskine

Den her opskrift er af den helt nemme slags. Isbasen består nemlig bare af fløde, vanilje og kondenseret mælk, og den skal hverken legeres eller køres på ismaskine. Det er lidt snyd, men det er virkelig smart, hvis du gerne vil lave is hurtigt, eller hvis du ikke har en ismaskine. Isen bliver lidt mere fed og lidt sødere, men jeg synes fint, at det spiller sammen med den syrligt søde hindbærsauce.

Hvis du hellere vil lave en klassisk legeret ismasse, så kan du også sagtens det. Så kan du bruge basisopskriften her og vende hindbær og cheesecake i isen, efter den har kørt på ismaskine. Opskriften på denne cheesecake is kan virke lidt lang, men den er forholdsvis nem at lave.

Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Hindbær cheesecake is uden ismaskine
Hindbær cheesecake is uden ismaskine

Hindbær cheesecake is

En lækker, nem og hjemmelavet is på kondenseret mælk vendt med hindbærsauce og stykker af cheesecake. Selve hindbærsaucen og cheesecaken kan du sagtens lave dagen før, du vil lave resten. Isen skal gerne sætte sig i minimum 6 timer på frys og gerne natten over.
5 fra 1 stemme
Antal: 8 personer
Forberedelse1 time 30 minutter
Frysetid6 timer

Ingredienser

Cheesecake

  • 5 stk digestive kiks
  • 30 g smør
  • 200 g flødeost (neutral)
  • ¾ dl sukker
  • 1 stk æg
  • 50 g hvid chokolade (kan undlades)

Hindbærcoulis

  • 200 g frosne hindbær
  • ¼ citron
  • 1 dl sukker

Is

  • ½ liter fløde
  • 1 dåse kondenseret mælk
  • tsk vaniljepulver (ikke vaniljesukker)

Fremgangsmåde

Cheesecake

  • Smelt smørret på en pande og blend kiksene helt fint i en minihakker eller foodprocessor.
  • Rør det smeltede smør og de blendede kiks sammen og bred det ud i en lille brødform foret med bagepapir. Kiksemassen skal trykkes godt sammen, så det danner en fast kiksebund i hele formen. Kom den på frys, mens du laver ostemassen.
  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  • Rør flødeosten blød i en skål med en dejskraber. Rør sukker i og derefter ægget i. Hæld ostecremen ud på den kolde kiksebund og drys med grofthakket hvid chokolade.
  • Bag din cheesecake i 20-25 minutter, til den er let gylden og fast. Lad den køle helt af.

Hindbærcoulis

  • Kom frosne hindbær, citronsaft og sukker op i en lille gryde.
  • Lad det simre små 5 minutter, til sukkeret er helt opløst. Mas hindbærrene godt, så det bliver en mere sammenhænge sauce. Lad det køle helt af.

Is og sammensætning

  • Når både cheesecake og sauce er helt kold, kan du gå videre. Pisk fløden til let flødeskum sammen med vaniljepulveret.
  • Vend den kondenserede mælk i den letpiskede flødeskum.
  • Skær cheesecaken i mundrette bidder.
  • Tag en form frem (jeg brugte en rugbrødsform) og hæld halvdelen af iscremen i. Kom lidt klatter af hindbærsauce på og swirl det lidt rundt med en ske og fordel lidt cheesecake stykker ovenpå.
  • Kom resten af iscremen over og gør det samme med hindbærsauce og cheesecake igen. Jeg havde en del sauce og lidt cheesecake tilovers. Men så kan der jo snackes, mens man venter 😉
  • Kom isen på frys i minimum 6 timer og gerne natten over. Lad den stå 5-10 minutter inden servering, og så er den nem at kugle op.
Del med nogen du holder af
5 from 1 vote (1 rating without comment)
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments