Spaghetti alla nerano

Spaghetti alla nerano med hvidløgsbrødkrummer og stracciatella

Er du landet på denne opskrift, så er det helt sikkert fordi, at du enten elsker spaghetti alla nerano ligesom mig, eller fordi du er nysgerrig, fordi det lyder lidt for lækkert. Og der må jeg altså bare sige, at der tænker du rigtigt. En simpel pasta med masser af friteret squash – vist nok en opfindelse af Stanley Tucci og en god én af slagsen. Du kan sagtens lave den, som den er, men jeg har nu alligevel pimpet den med hvidløgsbrødkrummer og stracciatella.

Opskrift på spaghetti alla nerano

Måske du er stødt på denne pastaret før, måske er du ikke. Det her er min version af den – pimpet med lidt ekstra hopping, fordi hvem siger nogensinde nej til det? Man friterer en hel masse tynde skiver squash, og selvom det lyder af meget, så vil jeg anbefale dig at bruge 2 stk til to personer, for det svinder en del ind. Den friterede squash vendes med spaghetti og lidt kogevand, og jeg tilsætter også skal og saft fra citron. På toppen sprøde, gyldne brødkrummer og den bløde stracciatella (det du kender fra indeni en burrata). Et par dryp olivenolie, salt og peber også. Kæmpe haps.

Er du vild med simple pastaretter, så skal du også prøve mine opskrifter på pasta med muslinger, ravioli med brunet smør og brændt citron eller måske pasta med basilikumsfløde og citronbrødkrummer.

Spaghetti alla nerano med hvidløgsbrødkrummer og stracciatella

Spaghetti alla nerano

En simpel pasta med friteret squash – pimpet med hvidløgsbrødkrummer og stracciatella. Lækkert, simpelt og nemt at lave. Opskriften er til to personer.
5 fra 1 stemme
Servings: 2 personer
Tilberedelse30 minutter

Ingredienser

  • 1 kugle mozzarella
  • 1 dl fløde
  • 2 stk squash
  • neutral olie
  • 250 g pasta
  • ¾ dl rasp
  • 1 fed hvidløg
  • 1 stk øko citron
  • olivenolie Reklamelink
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Start med at lave din stracciatella: Dræn mozzarellakuglen for væske og trevl den så i små strimler.
  • Hæld fløden over mozzarellatrevlerne sammen med et lille drys salt og vend det sammen.
  • Lad din stracciatella trække i køleskabet, mens du laver resten – kan sagtens være natten over også, hvis du vil forberede.
  • Skær din squash i helt tynde skiver – fx med mandolinjern, hvis du har det.
  • Tag en stor pande frem og hæld godt med smagsneutral olie i, så det er omkring 2 cm i højde.
  • Varm olien op. Jeg tjekker, om den er varm nok ved at stikke spidsen af en squashskive ned i – når det syder godt, er den klar.
  • Fritér din squash ad nogle omgange. Kom dem i og rør rundt en gang i mellem, til dine squash er godt gyldne.
  • Kom dem over på en tallerken med et stykke køkkenrulle på, så det kan suge overskydende fedt. Fortsæt med en portion squash mere, til du har lavet det hele. Drys gerne med lidt salt på toppen.
  • Kog pasta efter anvisning på pakken.
  • Husk at gemme 3 dl kogevand fra pastaen, inden du dræner den.
  • Imens pastaen koger, kan du lave brødkrummer: Varm et par spsk olie op ved middelhøj varme på en lille pande og riv hvidløg ned i, så det lige bliver varmet op.
  • Kom rasp på med et drys salt og rør rundt, til din rasp er gyldenristet.
  • Vend pasta med friteret squash (gem gerne en lille håndfuld til pynt), fintrevet skal fra en halv citron og saft fra en kvart og 2 dl af pastavandet. Tilsæt evt. den sidste dl pastavand, hvis den skal cremes mere.
  • Server pastaen så man kan pynte med stracciatella, friteret squash, brødkrummer, friskværnet peber og evt. et dryp olivenolie.

Laver du en af mine opskrifter som fx denne portion spaghetti alla nerano, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Friteret squash

Pasta med friteret squash, hvidøgsbrødkrummer og stracciatella

Man kan næsten godt forestille sig, at det smager godt ikke? Altså hvornår er man gået galt med en kombi af pasta, hvidløg, citron, ost og olivenolie + plus lidt friterede sager? Det er jeg i hvert fald ikke, og det er en genial ret til gæster på en hverdagsaften. Heller ikke skidt akkompagneret med et glas kold hvidvin. Du kan som skrevet længere oppe sagtens laves din spaghetti alla nerano uden stracciatella og brødkrummer, men jeg vil så evt. anbefale dig at vende lidt frisk basilikum i og evt. lidt parmesan også. Det er dog helt op til dig.

Nem og lækker vegetarisk pasta

Det er en nem og lækker vegetarisk pasta, og køber du laktosefri mozzarella og fløde, hvilket jeg faktisk gjorde til denne portion på billederne, fordi det var billigst, så er den også laktosefri. Nemt. Spar endelig ikke på et skvæt olivenolie på toppen eller på salt og peber og smag endelig til med syre, som du godt kan lide det.

Spaghetti alla nerano med hvidløgsbrødkrummer og stracciatella
Aftensmad på 30 minutter

Det der tager klart længst tid er at fritere squash, da det skal gøres af et par omgange, men det kan du til gengæld godt gøre på forhånd. Det samme gælder stracciatella, der sagtens kan forberedes dagen før og stå og trække. Hvis du forbereder de to ting, kan du i hvert fald sagtens lave retten på 15 minutter, og laver du det hele samtidigt, tager det nok 30-35 minutter.

Har du lyst, kan du servere en simpel, frisk og syrlig grøn salat til din spaghetti alla nerano. Fx med en syrlig og skarp sennepsdressing. Men det behøves helt ærligt ikke. Den er god, som den er.

Vegetarisk nem pasta med friteret squash
Del med nogen du holder af
5 from 1 vote (1 rating without comment)
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments