
Indlægget indeholder reklame for
ASC-mærket og Munkebo Seafood
Da jeg var i Italien sidste måned faldt jeg over en pasta, som jeg aldrig havde troet var noget for mig. Pasta vongole. Altså pasta med muslinger. Men jeg elskede den! Simpel men fuld af smag. Så da jeg faldt over dåsemuslingerne fra Munkebo, vidste jeg med det samme, at jeg måtte prøve at lave en nem version til hverdags-behov.
Opskrift på pasta med muslinger
Og måske det ikke er en traditionel pasta vongole, men den sender alligevel mine tanker sydpå til Italien. Til den fiskerestaurant, lige ned til vandet, hvor vi fik et glas af husets hvidvin og en stor portion vongole med frisk hjertemuslinger, masser af olivenolie og hvidløg. Og det har jeg taget udgangspunkt i her. Helt simpelt. Løg, citron, olivenolie, persille, pasta, muslinger og timian-brødkrummer på toppen. Det kan altså noget.
Er du vild med muslinger, så skal du også prøve min opskrift på pasta med blåmuslinger og citronpesto.

Nem version af pasta vongole
Det var nemlig, da jeg så de her dåsemuslinger, at jeg tænkte, at de kunne være en genvej til en hurtig gang pasta med muslinger. Og det må man bestemt sige. Bare når du åbner dåsen, så breder der sig en skøn, mild duft af muslinger, og ved at stege løg i olien fra muslingerne, intensiverer du muslingesmagen. Selvom det ikke er som friske muslinger, skaller og det hele, så smager det virkelig dejligt.
Jeg har selv fundet Munkebo i Rema, men du burde også kunne finde dem i udvalgte Føtex, Netto og Bilka. Og ellers er andre god-kvali dåsemuslinger helt sikkert også godt.
Aftensmad på 20 minutter
Ikke alene smager denne portion pasta med muslinger skønt, den er også virkelig nem at lave. Rubber du neglene, kan den laves på 20 minutter. Du skal lige riste rasp til brødkrummer, og så kan du lave resten, mens pasta koger. Det er en ret, der fungerer godt til både hverdag og gæster – fx med et køligt glas hvidvin til. Og vil du servere en lille, frisk salat på siden, er det intet problem. Det gør du bare.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!


Pasta med muslinger
Ingredienser
- 2 spsk olie
- 3 spsk rasp
- 5 kviste frisk timian
- 1 stk løg (eller dobbelt op hvis de er små)
- ½ stk øko citron
- 1 dåse muslinger (fx i olie og hvidløg – min dåse var 110 g. Du kan også bruge to)
- 250 g pasta (fx linguine)
- 1 håndfuld frisk persille
- ekstra olivenolie til toppen
- salt og peber
Noter
Fremgangsmåde
- Start med at varme en pande op til middelvarme med olie.
- Kom rasp og bladene fra den friske timian på og rist, til du har gyldne brødkrummer.
- Vend fintrevet citronskal og et nip salt i. Lad dem køle af.
- Kog pastaen efter anvisningen på pakken.
- Skræl og hak løg i fine tern. Hak også persille fint.
- Varm en pande op til middelvarme og kom saften/olien fra dåsemuslingerne (ikke muslingerne endnu) på panden sammen med en ekstra spsk olie og steg løgene møre heri.
- Kom et godt skvis citronsaft i panden sammen med et drys salt og peber.
- Kom den kogte pasta på panden sammen med persille og 1 dl af pastavandet. Vend rundt til du har en lækker cremet pastaret og tilføj evt. lidt ekstra pastavand. Smag til.
- Server med brødkrummer på toppen og evt. med ekstra dryp god olivenolie.
ASC-mærket
Alle konserves fra Munkebo er mærket med ASC, og opskriften på pasta med muslinger er lavet i samarbejde med dem begge. Egentlig mest til Instagram, men jeg ville også gerne dele opskriften med jer her, fordi det fortjener den. ASC er et internationalt miljømærke for opdrættede fisk og skaldyr – opdrættet med hensyn til både miljø, dyrevelfærd og sociale forhold
Og særligt med fisk er det et god indikator for mig, fordi jeg føler mig mere tryg i kvaliteten. Og så er det virkelig smart med de her konserves – de smager godt, holder i mange år, er uden e-numre og en virkelig nem måde at spise mere fisk.








