
Her kommer et bud på en lidt anderledes kålsalat og en lidt anderledes dressing til din salat. To i én. En opskrift på kålsalat med cashewdressing. Jeg går virkelig ofte efter en klassisk spidskålssalat med æbler, når der skal et salattilbehør på bordet, men nogle gange er det rart at prøve noget nyt. Og jeg har en forkærlighed for brændt citron for tiden og havde lyst til at kaste mig ud i en cashewdressing, så det passede godt som et nyt bud.
Opskrift på kålsalat med cashewdressing
Det er egentlig virkelig simpelt, og salaten her kan ses som et bud på, hvordan du:
- Laver og bruger en cashewnøddedressing
- Laver en anderledes kålsalat
Du kan bruge opskriften på dressingen for sig og bruge den til fisk, kylling, andre salater, pastaretter eller som dressinger i pita eller sandwich, og du kan bruge salaten som et bud på en anderledes salat, hvor du kan udskifte urterne, undlade frugten eller lige præcis det, du har lyst til. Du kan selvfølgelig også lave kålsalat med cashewdressing, præcis som opskriften siger.
Er du vild med kålsalater, så skal du også prøve stegt spidskål med ristede kikærter og brændt citrondressing, knuste rosenkål med ost, bagt spidskål med tahin-cashewdressing eller salat med ristet blomkålscouscous.

Cashewnøddedressing med brændt citron: En anderledes dressing til din salat
For at snakke lidt om dressingen. Det er en dressing lavet på udblødte cashewnødder, brændt citron, vand, salt, peber og evt lidt chili. Det er virkelig nemt (på trods af at udblødte cashewnødder og brændt citron lyder lidt fancy), men dressinger tager max 10 minutter at lave. Den er nøddeagtig og har en god syre og twist fra det brændte i citronen. Og på trods af dét er den mild og passer rigtig godt til kål, men jeg kunne også sagtens bruge den i kolde pastasalater, i pita eller sandwiches, som sundere dip til grønt eller chips (uha) og meget mere. Det er lidt en slags plantebaseret cremefraichedressing, fordi den er så cremet, som den er.
Cashewdressing – en vegansk, cremet dressing af cashewnødder
Hvordan laver man så sådan en cashewdressing? Du starter med at overhælde cashewnødder med kogende vand, så de blødes lidt op og bliver nemmere at blende til en cremet dressing. Herefter halverer du en citron og stege den med kødet nedad, til den begynder at blive brændt. Det giver en virkelig god smag og dertil syre til din dressing. Det blendes så til en cremet dressing med vand, salt og peber og evt. chili (eller andet du har lyst til – hvidløg, urter, you name it). Obs: Dressingen bliver tykkere, hvis du lader den stå. Her kan du røre lidt ekstra vand i.
Laver du en af mine opskrifter som denne kålsalat med cashewdressing, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!


Kålsalat med dressing af brændt citron og cashewnødder
Ingredienser
Dressing
- 1 stk øko citron
- 70 g cashewnødder (+ lidt ekstra til drys)
- 1 nip chiliflager (kan undlades)
- salt og peber
- 1¼ dl koldt vand
Salat
- 1 stk spidskål (lille, eller et halvt stort)
- 2 stk æbler (eller pærer)
- 1 håndfuld frisk basilikum (kan også være mynte)
Fremgangsmåde
- Overhæld cashewnødder med kogende vand og lad dem trække, mens du fortsætter med de næste trin.
- Finriv skallen fra citronen og gem det.
- Halver citronen og steg begge halve med de flade sider nedad på en tør pande ved middelvarme i cirka 4-5 minutter, til de er godt brændt i overfladen.
- Snit imens spidskål helt fint og kom det op i en skål.
- Skær æbler i tynde skiver og hak basilikum fint.
- Kom æbler, basilikum og citronskal op til spidskål.
- Pres og skrab alt kødet i de brændte citroner ned i en høj, smal beholder (som der kan være en stavblender i – du kan også blende i en lille blender). Fjern eventuelle kerner.
- Dræn cashewnødderne og kom dem ned til citronsaften sammen med chiliflager, koldt vand og godt med salt og peber.
- Blend dressingen til den er helt fin og cremet – tilsæt evt. et par spsk vand mere, hvis den er for tyk.
- Vend dressingen med salaten og top evt. med lidt ekstra hakkede cashewnødder og basilikum.








