Denne madplan uge 32 kan du følge fuldt ud, men du kan også lade dig inspirere eller bare vælge de retter, der passer dig bedst. Husk at du nemt kan skrue op og ned for, hvor mange der spiser med hver enkel dag, og så kan du til sidst printe en komplet indkøbsliste, der medregner, hvor mange der spiser med hver dag.
Madplan uge 32
I denne uge får du to dage med kød, en med fisk og tre vegetariske dage. Ugen sluttes som altid af søndag, hvor der er plads til at tømme køleskabet og lave pizza, pasta, tærte, risotto eller andet med de rester, der er tilbage fra ugen, der er gået. Hvis denne madplan uge 32 ikke er din favorit, kan du altid se alle tidligere madplaner.
Menuen for denne uge står helt konkret på poke bowl med teriyaki kylling (du kan også bruge halloumi eller kikærter for en vegetarisk variant), mango, edamame og chilimayo, quinoasalat med varmrøget laks og gomadressing, svampelasagne med spinat og estragon, cæsar salat med sprød kylling og sidst men ikke mindst sommerpasta med citronflødesauce, langtidsbagte tomater og et touch af cayenne. Haps.
Husk endelig at tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad, hvis du laver en af mine opskrifter. Jeg vil elske at følge med!
Skal du lave noget lækkert i weekenden? Jeg foreslår at udnytte alle de lækre sommerbær og lave en mazarinkage med hyldeblomstcreme og bær en masse. Brug de bær, du bedst kan lide, eller som er i sæson netop nu.