Jeg har haft ideen til denne ret i et stykke tid nu. Flødekartofler med rodfrugter. Sådan lidt klassiske flødekartofler møder rodfrugtgratin, ost og gode sager. Sådan et virkelig flot fad rodfrugter, placeret pænt på række i farveorden. For mig gør det virkelig, at jeg har endnu mere lyst til at spise det – når det er så pænt.
Opskrift på flødekartofler med rodfrugter
Så ja. Du kender jo nok flødekartofler. Og til dig, der gør det, vil denne opskrift også på en eller andet måde føles velkendt. Jeg elsker kartofler, men jeg elsker virkelig også alle andre kartofler og rodfrugter generelt. De bidrager med smag og farver, og derfor vidste jeg også, at det aldrig ville kunne gå galt. Rodfrugter, fløde, ost – what’s not to like, og hvordan kan det ikke smage godt?
Det er egentligt en simpel ret. Tynde skiver af rodfrugter/kartofler overhældt med en skøn blanding af fløde, mælk, parmesan, rosmarin, muskatnød, hvidløg, salt og peber. Super simpelt og helt sikkert perfekt som tilbehør til mange ting.
Er du vild med denne opskrift, så skal du også prøve opskrifterne på gulerodsvafler med hummus og bagte rodfrugter, rødbedevafler med hytteost og avocado og sidst men ikke mindst rødbedebøfferne med feta.
Rodfrugtgratin med rødbeder, kartofler og søde kartofler
I princippet ville du sagtens kunne bruge hvilke som helst rodfrugter/knoldede, grove grøntsager i denne opskrift på flødekartofler med rodfrugter. Jeg har brugt almindelige kartofler, søde kartofler og rødbeder. Jeg vil også gerne prøve med pastinakker (åh dem elsker jeg!), knoldselleri og gulerødder. Er helt sikker på, at de alle ville være fantastisk heri.
Jeg serverede faktisk retten til en frisk salat med balsamicodressing og pærer, men du kan servere den til kylling eller fisk, i en bowl med quinoa og friske grøntsager eller noget helt tredje. Det kan næsten ikke blive dårligt.
Opskrifter med rodfrugter
Generelt så elsker jeg rodfrugter. Ikke på grund af de flotte farver men også de skønne smage. Pastinakker er nok min favorit, men rødbeden er også åh så god. Er du også vild med rodfrugter, er det bare om at nyde sæsonen, mens den er her, og rodfrugterne er billige. Smid dem i ovnen med olivenolie, salt og peber og server det til stort som småt. Det er altid en favorit herhjemme.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Flødekartofler med rodfrugter
Ingredienser
- 2½ dl fløde
- 2½ dl mælk
- 2 fed hvidløg (store eller 3 små)
- muskatnød
- 1 kvist frisk rosmarin
- parmesan (svarende til 3 håndfulde, fintrevet)
- salt og peber
- 3 bagekartofler
- 2 rødbeder (store)
- 2 søde kartofler (store)
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Riv parmesan fint og hak rosmarin groft. Rør mælk, fløde, hakket rosmarin, ⅔ af osten og godt med salt og peber i en skål.
- Pil hvidløg og riv det fint ned i sammen med lidt fintrevet muskatnød også. Smag til.
- Kom ⅓ af blandingen over i en anden skål – det er til rødbederne, der vil afgive farve.
- Skræl alle grøntsager og skær dem tyndt på et mandolinjern eller med en skarp kniv. Ca 2 mm tykkelse.
- Smør et stort ildfast fad med smør eller olie.
- Vend halvdelen af kartoffelskiverne i den skål med ⅔ af flødeblandingen. Læg dem på en række i fadet. Gør det samme med halvdelen af de søde kartofler.
- Vend halvdelen af rødbedeskiverne i deres lille skål med flødeblandingen og læg dem pænt i en række ved siden af kartoflerne og de søde kartofler.
- Tag den sidste del af kartoflerne, så de søde kartofler og til sidst rødbederne, så du har rækker af grøntsager. Du kan selvfølgelig også bare vende til hele sammen og ned i fadet.
- Hæld resten af flødeblandingen over rækkerne af grøntsager og drys med den sidste parmesan.
- Dæk fadet med staniol og bag det i 60 minutter. Tag staniolen af og giv det 15-20 minutter mere.