Blåbærpandekager med fuldkorn. For et par uger siden havde jeg inviteret min familie til brunch i lejligheden, og selvom jeg gerne ville holde det lidt simpelt, ville jeg alligevel gerne lave noget lækkert og noget lidt andet end de klassiske boller, juice, æg, bacon og wienerbrød. Derfor lagde jeg aftenen før en dej til koldhævede boller, og så lavede jeg en chiagrød med mango, kokos og vanilje, en sundere kokos nutella og disse sunde blåbærpandekager med fuldkorn. Derudover var der også juice og kaffe og lidt smør, ost og marmelade til bollerne. Det var lækkert og simpelt.
Sunde blåbærpandekager
Til pandekagerne har jeg brugt hvid hvede, der er fuldkornsmel uden, at du opdager det. Sådan plejer jeg i hvert fald at beskrive det. Pandekagerne er lækre, tykke og sunde. De er luftige, sødet med en banan, krydret med kardemomme og fyldt med øko, lilla blåbær, der giver den fineste farve. Jeg køber dem på frost. Portionen kan sagtens halveres – der bliver mange pandekager. Men jeg vil nu anbefale dig i stedet at fryse resterne ned i mindre portioner, klar til at tage op til morgenmaden eller som snack. Du kan også spise dem som sund dessert eller tage dem med på madpakken.
Blåbærpandekager som opskrift på brunchbordet
Disse lækre blåbærpandekager passer perfekt til et brunchbord med nogle lækre boller, god kaffe og måske toppet med nutella, hasselnøddesmør eller lignende. Flere af tingene finder du opskrifter på her på bloggen. Søg på brunch eller på den bestemte opskrift, du søger.
Sunde blåbærpandekager med fuldkorn
Ingredienser
- 1 banan (moden )
- 4 æg
- 2 dl mælk
- 3 dl hvid hvede (eller andet fint fuldkornsmel)
- 1 dl havregryn
- 2 tsk bagepulver
- 1 tsk stødt kardemomme
- 2 dl blåbær (frosne eller friske)
- 1 nip salt
- smør (til stegning)
Køkkenudstyr
- Pande
Fremgangsmåde
- Mos bananen og rør den sammen med æg, mælk, mel, havregryn, bagepulver, salt og kardemomme, til du har en ensartet dej.
- Rør til sidst blåbær i og undgå at røre så meget som muligt, da de ellers farver hele dejen.
- Varm en pande op til middelvarme, smelt en klat smør derpå og steg pandekagerne et par minutter på hver side, så de bliver gyldne og gennemstegte.
- Gør det af et par omgange, til du har opbrugt al dejen.
- Jeg har toppet med vanilje-chiagrød, blåbær og kakao nibs.