Hej derude og glædelig (snart)weekend! Kan jeg byde på en lille sundere fredagssnack? En luksus rund myslibar med tahin og chokolade. Jeg sidder faktisk lige nu i England, hvor jeg er ovre for at besøge noget familie, men det skal ikke stoppe mig fra at dele denne lækre sag med jer. Da jeg startede med at bage disse myslibarer, havde jeg en forestilling om at kalde dem cookies. Men efter mine testsmagere aka. familie og jeg fik smagt dem, blev vi enige om, at de nok mindede mere om mysli snacks end cookies. De er perfekte til dem, der ønsker en lidt sundere snack til eftermiddagssulten eller til en kop the/kaffe om aftenen.
Opskrift på myslibar
Det er ikke lang tid siden, at jeg opdagede og blev vild med tahin, der er en sesam-nøddesmør, og jeg tænkte, at man måtte kunne bruge det i det søde køkken også. Det blev til disse super nemme, glutenfrie snacks (hvis du bruger glutenfrie havregryn) fyldt med havregryn, mandler, kanel, tahin og mørk chokolade. Og så drysset med ristede sesamfrø på toppen, der fremhæver sesam- og den ristede nøddesmag i kagerne og passer så godt til den mørke chokolade. Kager er kun sødet med en smule honning, og hvis du ønsker mere sødme, kan du bruge mælkechokolade i stedet for mørk – det smager helt sikkert også godt.
Leder du efter andre sunde snacks? Så kan du finde en masse opskrifter på snacks.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Myslibar med tahin og mørk chokolade
Ingredienser
- 150 g havregryn (grovvalsede )
- 1 tsk stødt kanel
- 100 g mørk chokolade (brug mælkechokolade hvis du ønsker mere sødme)
- 10 dadler (friske)
- 1 håndfuld mandler (grofthakkede)
- 3 spsk honning
- 3 spsk kaffe (stærk)
- 1 dl tahin (usaltet)
- 1 drys salt
- sesamfrø (ristede)
Fremgangsmåde
- Rør havregryn, salt, grofthakkede mandler og kanel sammen.
- Mos dadlerne med en gaffel og rør det sammen med honning, kaffe og tahin.
- Brug dine hænder til at røre indholdet fra de 2 skåle godt sammen.
- Hak 60 g mørk chokolade groft og rør også det i dejen.
- Form 10 kugler af dejen – de skal trykkes lidt sammen.
- Fordel kuglerne på en bageplade med bagepapir og tryk dem flade (de flyder ikke ud i ovnen, så her kan du selv bestemme tykkelsen).
- Bag dine myslibarer i cirka 20 minutter ved 180 grader, og lad dem derefter køle helt af på en rist.
- Smelt de sidste 40 g chokolade og pynt dine myslibarer med det og drys med ristede sesamfrø.