Nu er vi ved at være ved slutningen af januar, og det synes jeg faktisk er meget rart. Januar er og bliver bare en af årets kedeligste måneder, fordi det er koldt og mørkt og ofte vådt. Derfor pepper vi denne uge op med en lækker madplan uge 4, der er fyldt med gode sager, varmende mad og lækre opskrifter.
Du kan som altid følge madplanen 100% eller bare bruge den som inspiration. Du kan skrue op og ned for, hvor mange der spiser med på den enkelte dag og printe en indkøbsliste, så du kan handle ind til det hele på én gang. Hvis denne madplan uge 4 ikke er dig, så skal du endelig bare kigge på de andre madplaner. God fornøjelse!
Madplan uge 4
Madplanen i denne uge består af 2 dage med kød (én af dem kun med en smule), 2 dage med fisk og 2 vegetariske dage. Den sidste dag står på tøm køleskabet som altid – så er du klar til en ny uge.
Har du ønsker til fremtidige madplaner? Så skriv endelig en kommentar nedenunder.
Menuen står helt konkret på en varmende skål chowder – en majssuppe med ristet blomkål, bacon og purløg, æggewraps med laks, spinat og avocado, gulerodsrisotto med timian og ricotta, laksetærte med spinat og feta, den bedste panang karry med kylling og sidst men ikke mindst rødbedetatar med estragonmayo og ost (min auditionret i Masterchef). Mums for en omgang madplan uge 4.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Er du på udkig efter en sød sag til weekenden? Måske du skal prøve min opskrift på tiramisu. En nem og fin version der anrettes i små glas og dermed som portionsstørrelser.