Annonce

Jordbærtærte

Opskrift på klassisk jordbærtærte

Kan man sige sommer uden at sige jordbærtærte? Det er manges yndlingskage om sommeren, og det forstår man godt. Det er også en af mine. Det er den perfekte kombination af sprød mund, mazarinmasse, mørk chokolade, vaniljecreme og danske jordbær. I dag får du min bedste opskrift på jordbærtærte. Ligesom den skal være.

Opskrift på klassisk jordbærtærte

En sprød mørdej, en mazarinmasse med masser af marcipan, et lag af smeltet mørk chokolade toppet med en luftig og creme vaniljecreme og nye, danske jordbær. Det bliver næsten ikke bedre. En klassisk jordbærtærte har lidt flere processer, men det er virkelig det hele værd. Det er jeg sikker på, at du vil være enig i, hvis du laver den.

Og ud over at den smager bedre, når man selv laver den, så er den virkelig også en hel del billigere at lave. Wow hvor er det blevet dyrt at købe en ordentlig jordbærtærte. I denne opskrift bruger vi simple, gode ingredienser.

Er du glad for denne opskrift, så skal du endelig også prøve min mazarinkage med hyldeblomstcreme og bær eller pandekagelagkage med hindbær og mørk chokolade.

jordbærtærte med mørdej, mazarin, chokolade og vaniljecreme

Jordbærtærte med mazarinbund og vaniljecreme – den bedste opskrift

Jeg ved det. Det er vildt at udnævne den som den bedste, men det er den virkelig. Det er sådan en tærte, som alle kan lide, og som du ikke vil gå galt i byen med at servere. Til fødselsdag, sommerfest, til familie og venner, til kaffen udenfor. Den er og bliver god, og den smager endnu bedre hjemmelavet. Det er sådan her en rigtig jordbærtærte skal bygges op. Den består af:

  • En sprød mørdejsbund
  • En mazarinmasse med masser af marcipan
  • Et lag af smeltet mørk chokolade
  • En luftig vaniljecreme cremet op med ekstra flødeskum
  • Jordbær når de er allerbedst

Er du på udkig efter en vegansk version, så kan smør, mælk og fløde nemt udskiftes med gode, plantebaserede alternativer. Du kan også nemt udskifte jordbær med andre bær og lave en hindbærtærte, brombærtærte, blåbærtærte eller noget helt femte.

Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

jordbærtærte med mørdej, mazarin, chokolade og vaniljecreme
Opskrift på klassisk jordbærtærte

Jordbærtærte

Den bedste opskrift på en klassisk jordbærtærte med mørdejsbund, mazarinmasse, chokolade, vaniljecreme og danske jordbær. Til 8-10 personer afhængig af (lækker)sult.
5 fra 2 stemmer
Antal: 8 personer
Forberedelse1 time
Tilberedelse21 minutter
Køletid2 timer

Ingredienser

Mørdejsbund

  • 220 g hvedemel
  • 45 g sukker
  • 100 g smør (koldt)

Mazarinmasse

  • 100 g smør (blødt)
  • 100 g sukker
  • 175 g marcipan
  • ¼ dl mælk
  • 1 spsk hvedemel

Vaniljecreme

  • 5 dl mælk
  • 45 g maizena
  • 45 g sukker
  • 1 vaniljestang
  • 1 dl fløde

Toppings

  • 400 g jordbær
  • 80 g mørk chokolade

Fremgangsmåde

Elementer: Mørdej, mazarinmasse og creme

  • Lav mørdejen ved at smuldre det kolde smør ud i mel og sukker, til der ingen smørklumper er tilbage.
  • Tilsæt 2-3 spsk vand og saml dejen. Evt. et par spsk mere hvis behov. Den skal ikke æltes men bare netop være sammenhængende og kunne formes til en kugle.
  • Sæt dejen på køl i 30 minutter.
  • Pisk imens marcipan, smør og sukker til mazarinmassen sammen. Pisk mælk i og så hvedemel.
  • Start vaniljecremen ved at flække vaniljestangen og skrabe kornene ud. Mas dem med lidt af sukkeret.
  • Tag en gryde frem og kom vanilje, sukker, maizena og mælk op heri.
  • Bring det i kog under konstant piskning, til den tykner godt. Du er ikke i tvivl, når den er tyknet.
  • Hæld din vaniljecreme i en dyb tallerken eller skål, dæk med film helt ned til cremen og lad den køle af i køleskabet.

Bagning og samling

  • Skru ovnen op på 175 grader varmluft og smør en klassisk tærteform med smør.
  • Rul mørdejen ud mellem to stykker bagepapir til ca 3-4 mm tykkelse.
  • Kom dejen over i tærtebunden og tryk den godt ud i alle kanter. Skær overskydende dej af og prik bunden mange steder med en gaffel.
  • Hæld din mazarinmasse i og bag den i 18-20 minutter. Den skal være gylden og flot på toppen. Lad tærten køle af.
  • Når tærten er helt kold, smelter du den mørke chokolade over vandbad og smører det ud på den kolde bund og lader det størkne.
  • Pisk den kolde vaniljecreme blød. Pisk fløden til flødeskum i en anden skål og vend det i vaniljecremen lidt ad gangen.
  • Fordel den lækre creme på tærten og top med halverede jordbær.

En nem opskrift på jordbærtærte – den hurtige version

Det her er en opskrift, som tager lidt længere tid at lave. Den indeholder flere elementer, der skal køle af inden næste step. Jeg lover dig, at det er det hele værd. Men får du en dag lyst til jordbærtærte uden tid eller lyst til den helt store omgang, kan du i stedet bytte mørdej og mazarinmasse ud med en mazarinkage. Som stadig toppes med chokolade, creme og jordbær. Men her burde du kunne skære en del tid af, og du vil stadig få et godt resultat. Sådan en opskrift finder du også på bloggen, og jeg kalder den for jordbærkage.

Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments