
Det er på tide, at jeg deler min opskrift på nemme æltefrie surdejsboller. De sidste par måneder, især under corona-peaket, har jeg virkelig fået testet mit surdejsgame, og jeg har genfundet min kærlighed til surdejsboller. Jeg huskede ellers kun, hvor besværligt det var, men det er virkelig ikke særlig slemt, når man får en god rutine. Og det er virkelig det hele værd. Seje, sprøde surdejsboller med lufthuller. Det bliver ikke bedre.
Æltefrie surdejsboller uden røremaskine
Min opskrift er på æltefrie surdejsboller – det vil sige, at du ikke skal bruge røremaskine. Du skal til gengæld folde dejen en del gange over nogle timer. Og du skal gerne vide mindst dagen eller to dage før, at du gerne vil have surdejsboller. Jeg hører tit: “uh det lyder besværligt”, men jeg lover dig, at det er det ikke. Ikke hvis du alligevel er hjemme. Så tager det 20 sekunder per fold. Gør dig selv den tjeneste at købe noget godt mel og lær din surdej at kende. Jeg har døbt min Gærda.
Har du problemer, eller synes du, at det er svært? Så send mig en mail eller skriv en kommentar nedenunder. I er allerede en del, der har lavet denne opskrift (som jeg tidligere har delt på Instagram) og haft succes, så du kan også lave dine egne æltefrie surdejsboller. Se fx en step-by-step.
Har du ikke en surdej, kan du også prøve mine nemme koldhævede boller uden surdej.

Tip: Gør dig selv den tjeneste at købe god kvalitet mel. Gerne økologisk og så friskmalet som muligt. Resultatet bliver bare bedre.

Nemme æltefrie surdejsboller
Ingredienser
Fodring af surdej (3-4 timer før)
- 100 g mel (gerne 3/4 hvede og 1/4 fuldkorn)
- 100 g vand (lillefingervarmt)
- 100 g surdej (jeg tager min surdej ud af køl aftenen før)
Surdejsboller
- 400 g vand (lillefingervarmt)
- 100 g fuldkornsmel
- 400 g hvedemel
- 100 g aktiv surdej
- 14 g salt
- Evt. gær på størrelse med en stor ært (hvis din surdej ikke er så stærk)
Noter
Køkkenudstyr
- Dejspatel
Fremgangsmåde
Fodring af surdej
- Rør de tre ting sammen og lad det stå og hæve (blive aktiv). Når den er hævet til dobbelt størrelse, er den klar.*
Surdejsboller
- Rør vand sammen med fuldkornsmel og hvedemel i en skål.
- Lad det stå tildækket i en time eller to (dette kaldes autolyse). Tilpas det med at din surdej er aktiv.
- Rør derefter aktiv surdej, salt og evt. gær (gerne rørt ud i en spsk surdej aktiv surdej, så det opløses) i skålen, til det er ensartet.
- Lad det stå tildækket på køkkenbordet og påbegynd foldning (over 3-4 timer):
- I den første time skal du folde dejen hvert 20. minut – altså tre gange. Du folder dejen ved at bruge din hånd til at folde alle fire “hjørner” indover midten én ad gangen.
- Derefter folder du dejen på samme måde hver time af to omgange.
- Lad evt. dejen stå en time mere på køkkenbordet herefter og sæt så dejen på køl natten over – dækket med låg eller fugtig viskestykke.
- Tag dejen ud af køleskabet (gerne en times tid før bagning).
- Tænd ovnen på almindelig ovn, med en bageplade i, på fuld hammer.
- Når ovnen og bagepladen er varm, kan du forsigtigt hælde dejen ud på et meldrysset bord og bruge en dejspatel eller andet skarpt til at skære boller ud. Gør det så forsigtigt som muligt.
- Placer bollerne på et bagepapir og træk dette bagepapir forsigtigt over på den brandvarme bageplade – her er det godt med hjælpende hænder.
- Skru ned på 250 grader og bag dine boller i 12-18 minutter (afhængig af størrelse og din sprødheds-smag), til de er sprøde og lyder hule, når du banker på bunden.