Annonce

Pølsebrød til hjemmelavede hotdogs

Pølsebrød til hotdogs

Når det endelig er blevet varmt, solen skinner og grill-sæsonen er igang, så er der altså ikke meget, der slår en vaskeægte omgang hjemmelavede hotdogs. Med friskbagte pølsebrød, grillede pølser, ketchup, sennep og karamelliserede rødløg. Det var min mor, der for et års tid siden fik ideen til at servere karamelliserede rødløg til hjemmelavede hotdogs, og det smager bare sindssygt godt. De søde, bløde løg sammen med den stærke sennep og den syrlige ketchup. Der snakker vi altså om den købte slags ketchup og sennep. Den fejler nemlig absolut intet, hvis du spørger mig.

Opskrift på pølsebrød til hotdogs

Som sagt, når vi holder sådan en omgang hotdog-fest herhjemme, så bager vi pølsebrødene selv. Og jeg er faktisk blevet overrasket over, hvor nemme de er at lave. Dejen tager ikke mere end højst 10 minutter at røre sammen, og så skal de bare stå og hæve, inden brødene skal formes og kommes i ovnen. Jeg har tilføjet lidt fuldkornsmel i dejen, så pølsebrødene mætter lidt mere. Hvis du også har lyst til at prøve med karamelliserede rødløg på toppen også, så tryk på linket.

Og når vi nu snakker om hotdogs… Har I nogensinde overvejet, hvor svært det er at tage et pænt billede af sådan en? Det måtte jeg i hvert fald indse efter at have stået i forskellige vinkler, lys og positioner i 5 minutter og slet ikke kunne forstå, hvordan man kan få en hotdog til at se appetitlig ud. Haha. Især med de karamelliserede rødløg på toppen, der jo mest af alt kommer til at ligne snegle. Hvad kommer du på din hotdog?

Pølsebrød til hotdogs

Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

pølsebrød til hotdogs

Pølsebrød til hotdogs

Nemme og bløde pølsebrød til hotdogs. Afhængig af størrelsen giver opskriften 8-10 pølsebrød.
5 fra 1 stemme
Antal: 9 stk
Forberedelse15 minutter
Hævetid2 timer 30 minutter

Ingredienser

  • 2 dl lunkent vand
  • 1 dl yoghurt naturel
  • 20 g gær
  • 1 spsk olie
  • 1 æg (+ et til pensling)
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 150 g fuldkornsmel
  • 250 g hvedemel (måske 275 g)

Noter

Tip: Hvis du ikke har tid til at lade dejen hæve i 2 timer, så kan du bruge 35 g gær i stedet for og halvere den første hævetid.

Fremgangsmåde

  • Rør gær ud i det lunkne vand og tilsæt olie, yoghurt og æg.
  • Rør godt rundt og tilsæt så fuldkornsmel, salt og sukker, inden du rører hvedemel i lidt ad gangen.
  • Ælt dejen et par minutter, til den er glat og smidig.
  • Dæk skålen med et viskestykke og stil den så til hævning i 2 timers tid. Se tip ovenover, hvis du ønsker at gøre det hurtigere.
  • Form dejen til 8-10 pølsebrød. De skal være i en tykkelse, der svarer til cirka 2 lillefingre ved siden af hinanden – de hæver nemlig en del.
  • Lad brødene efterhæve i 30 minutter.
  • Pensl dem med et pisket æg og bag dem ved 200 grader i cirka 12 minutter.
Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
3 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments