For mig er der ikke meget, der slår friskbagte boller om morgenen. Især lækre, koldhævede gulerodsboller. Jeg ved ikke, om du bager dine egne boller, men det kan altså virkelig anbefales. Og det er faktisk slet ikke besværligt eller tidskrævende. Især ikke når de er koldhævede. Man skal bare bruge 10 minutter på ‘at lægge en dej’ om aftenen (ja det udtryk har vi det utrolig sjovt med herhjemme 😉 ), og så skal dejen bare klattes op til boller næste morgen og bages i ovnen – super nemt og ret luksus.
Det bedste ved boller er også, at de kan laves i så mange forskellige versioner. For det første er der mange forskellige slags mel, mængder af gær, vand, hæve- og bagetid og så kan de ‘fyldes’ med lige det, man har lyst til eller har i skabet. Ofte kan man bare prøve sig lidt frem. Denne gang havde vi nogle gulerødder i køleskabet, så det blev en gulerodsversion – og hvis jeg skal være helt ærlig, så er gulerodsboller også en af favoritterne. Udover gulerødder er der også godt med solsikkekerner i, og bollerne er dejligt fugtige og både gode til morgenmad, frokost eller til fryseren.
Find endnu flere bolleopskrifter lige her.
Der er som sagt mange måder, man kan lave boller på. Og der ligger allerede rimelig mange opskrifter på bloggen allerede. Hvis du leder efter mere inspiration, så kan du kigge på disse boller-opskrifter nedenunder. Den hurtige læser vil kunne se, at jeg er ret glad for de koldhævede versioner:
- Bløde brusebadsboller
- Chokorugboller
- Ciabattaboller med sprød skorpe
- Koldhævede boller med birkes
- Koldhævede choko-bananboller
- Koldhævede ølandsboller
- Koldhævede æbleboller
- Lækre rødbedeboller
- Mysliboller med tranebær
- Rugbrødsboller med rosiner og solsikkekerner
- Spinatboller med mandler
- Sprøde koldhævede boller med majsmel
Nemme koldhævede gulerodsboller (10 stk)
- 2,5 dl lunkent vand
- 7 g gær
- 1 dl A38
- 1 tsk sukker + 1 lille tsk salt
- 3 mellemstore gulerødder, groftrevne
- 3/4 dl solsikkekerner
- 1 dl havregryn
- 150 g fuldkornshvedemel
- ca 300 g hvedemel
- 1 stor tsk blødt smør
Så nemt er det: Start med at røre gær ud i vandet og tilsæt så A38, salt, sukker, groftrevne gulerødder, havregryn og solsikkekerner. Rør fuldkornshvedemelet i og ælt derefter hvedemelet i lidt ad gangen og tilsidst klatter af det bløde smør i. Jeg brugte en røremaskine – denne (affiliate link), der er super god til prisen. Ælt gerne i 5 minutter – dejen skal være lidt klistret – og dæk så skålen med et fugtigt viskestykke og kom på køl til næste morgen.
Klat cirka 10 boller ud på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve i 20 minutter. Bag bollerne ved 200 grader over- undervarme i cirka 20 minutter. Lad dem køle lidt af, inden du spiser dem.