Indholdet er betalt af Forbrugerrådet Tænk og derfor en reklame. I dag skal du have opskriften på en skøn juledessert. Jeg er endnu engang blevet udfordret af Forbrugerrådet Tænk og denne gang i juleklæder. For kan man lave et julearrangement for tre personer for under 100 kr.? Gerne sådan et hvor man ikke føler, at man mangler noget, og hvor alt skal være økologisk. Jeg skal være ærlig at sige, at det var en af de sværere udfordringer, men det var også super sjovt, og det kan faktisk lade sig gøre.
Økologisk julekomsammen til tre personer for under 100 kr.
Spillereglerne var enkle. Alt skulle være økologisk, der skulle være nok til tre personer, det måtte max koste 100 kr., og så skulle det være julet. Jeg vidste med det samme, at jeg ville invitere mine to gode venner på besøg til en omgang eftermiddagshygge og juledessert, så vi rigtig kunne komme i julestemning. Og der skulle ikke spares på noget. Jeg skulle dog tænke kreativt, for juleråvarer er dyre – særligt de økologiske af slagsen. Men det lykkedes og sikke en juledessert! Prisen er beregnet ud fra den mængde, der bruges i opskriften, og budgettet er fordelt således:
- 600 ml øko mælk, 9 kr.
- 350 ml. øko fløde, 20 kr.
- 5 øko æg, 13 kr.
- Rest risengrød, 8 kr.
- 1/3 glas øko kirsebærsauce, 8 kr.
- 50 g øko smør, 7 kr.
- 100 g øko marcipan, 20 kr.
- 1,5 dl øko hvedemel, 2 kr.
- 125 g øko sukker, 3 kr.
- 1 tsk øko vaniljesukker, 1 kr.
- 2 spsk øko kakaopulver, 8 kr.
Alt i alt 99 kr. Dertil basisvarer som bagepulver og chai te (alternativt et drys kardemomme og kanel), der ikke er medregnet i budgettet.
Er du vild med denne opskrift, så skal du også se mit bud på sidste års udfordring: pasta med basilikumsfløde og citronbrødkrummer eller på efterårsudfordringen: Åben lasagne med græskar og brunet smør (*begge indlæg indeholder reklame for Forbrugerrådet Tænk)
Julen: Økologi på budget
Julen behøver ikke være dyr, og økologi behøver heller ikke koste kassen. Det koster som oftest mere at vælge økologisk, men Forbrugerrådet Tænk og jeg har et par tips til dig, der gerne vil handle økologisk på budget. Også i julen:
- Julens klassiske retter er ofte centreret omkring kød, og det kan være dyrt. Behold fx kun din favorit-kødret og udskift de øvrige med grønne retter baseret på årstidens grønt og bælgfrugter.
- Overvej antallet af retter og mængden af mad. I december skal der ikke mangle noget, men vi overvurderer ofte, hvor meget vi faktisk kan spise.
- Tøm dit køleskab og brug den mad, du allerede har købt, inden du køber nyt. Og husk at bruge dine rester efterfølgende… Her er det fx en rest kold risengrød fra aftenen før, men det kunne også være en rest kød, det sidste af posen med grønkål eller måske marcipan fra konfekten.
- Lav enkle (men lækre) retter med få ingredienser.
- Gå efter kål, rodfrugter og andre grøntsager i sæson. Prisen er ofte lav og det rækker langt.
- Lav julens specialiteter sammen med venner eller familie, så I kun behøver at købe særlige ingredienser én gang og samtidig smage lidt af det hele.
Juledessert: klatkagevafler med marcipanis og kirsebærsauce
Den ene del af af juledesserten bestod af sprøde og søde klatkagevafler, hvor jeg brugte en rest risengrød fra aftenen før. Dertil lavede jeg en marcipanis helt uden ismaskine og med masser af revet marcipan og serverede det med en (købt) god økologisk kirsebærsauce. Kombinationen af den bløde is med de sprøde vafler og den lune kirsebærsauce – det kan altså bare noget. Kunsten var at finde ingredienser, der gik igen – æg, fløde og sukker, så jeg kunne optimere mit indkøb. Og så valgte jeg at bruge en femtedel af budgettet på økologisk marcipan, som godt kunne være undladt, men det bidrager altså med ekstra luksus.
Opskrift på krydret varm kakao med flødeskum
Jeg havde lidt ekstra rum i budgettet og lidt fløde tilbage og valgte at gå med lidt lækkert at drikke til vores julehygge. En kop krydret varm kakao med pisket, kold flødeskum. Varm kakao er virkelig nemt at lave selv – du skal bare bruge mælk, kakaopulver og sukker. Jeg kogte et brev chai te med, og det gav et dejligt julet twist til klassikeren og kan bestemt anbefales. Det kunne også være et drys stødt kanel og kardemomme. Find opskriften på krydret varm kakao nedenfor.
Laver du en af mine opskrifter som fx denne juledessert, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Krydret varm kakao med flødeskum
Ingredienser
- 600 ml sødmælk
- 2 spsk sukker
- 2 spsk kakaopulver
- 1 brev chai te (kan undlades)
- 1 dl fløde
Fremgangsmåde
- Kom sukker og kakaopulver i en lille gryde.
- Hæld mælken i under omrøring og kom også tebrevet i, hvis du tilføjer det.
- Varm det langsomt op til lige under kogepunktet og rør hyppigt, så det ikke brænder på.
- Tag tebrevet op og smag til.
- Pisk fløden til blødt flødeskum og server til den varme kakao.
Støttet af Fonden for økologisk landbrug.