Hjemmelavede skumfiduser

17. januar 2020
Hjemmelavede skumfiduser

Jeg har haft på min to-do liste i lang tid at skulle lave hjemmelavede skumfiduser. Faktisk i flere år. Og til jul bød muligheden sig, da jeg som en tradition laver spiselige gaver til mine bedsteforældre til jul. Se hvad jeg tidligere har lavet her. Det faldt især i mændenes smag, der begge elsker søde sager. Jeg har lavet to varianter. En med hindbær og en med vanilje. Men du kan i princippet komme det meste i: lakrids, appelsinskal, stærk kaffe, rom, andre former for fryssetørede bær, pulver osv. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Jeg har smugkigget lidt efter Emilys opskrift, især på mængderne, testet mig lidt frem og gjort mig mine egne erfaringer. Det hele finder du herunder. Jeg var især ret spændt på, om det ville være svært eller for klistret at lave hjemmelavede skumfiduser, og her kan jeg fortælle dig, at jo – det er klistret. Men det er faktisk et ret sjovt projekt og virkelig nemt at lave. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg laver hjemmelavede skumfiduser.

Læs også: Marengskys med lakrids / Karameller med honning og ingefær / Chokoladekarameller med mandler og havsalt / Hjemmelavet fransk nougat / Rocky road med skumfiduser, karameller og mandler

Hjemmelavede skumfiduser

Hjemmelavede skumfiduser (ca 90-100 stk)

  • 3 dl vand
  • 600 g sukker
  • 15 blade husblas
  • Flormelis
  • Smag: frysetørret hindbær, vaniljepulver, lakrids…

Så nemt er det: Start med at bringe vand og sukker i kog i en lille gryde og lade det simre i 20 minutter. Læg i mellemtiden husblas i blød i koldt vand – prøv at skille bladene fra hinanden efter nogle minutter, så de alle bliver helt bløde. Kom den varme sukkersirup op i en stor skål (brug gerne en røremaskine) og opløs husblas heri, 2 blade ad gangen. Lad det stå og køle af i 10 minutter.

Pisk nu din sukkersirup på middel-høj hastighed i omkring 25 minutter. Den skal være helt stiv, og det gøres klart nemmest på en røremaskine. Imens skal du dække et par forme med flormelis ved at si en pænt lag i bunden. Når du har en stiv marengs, kan du dele portionen op og smage til med dine valgte smage.

Kom skumfidus-masserne i de flormelisdækkede forme og si lidt mere flormelis på toppen. Det er klistret – det skal det være. Så vær tålmodig og brug en dejskraber + en spiseske til at flytte rundt på det*. Lad det afkøle et par timer, hvorefter du kan klippe dem ud til skumfiduser. Vend dem i ekstra flormelis og opbevar dem i lukkede poser eller bokse.

*Tip: De klistrede skåle og remedier kan nemt vaskes rene med varm vand.

  • Reply
    Tina
    17. januar 2020 at 16:39

    Spændende dem har jeg altid gerne villet lave selv.
    Tak for god weekend inspiration og opskrift 🙂
    Og en dejlig weekend til dig 🙂

    • Reply
      Anna Bartels
      17. januar 2020 at 20:54

      Ih hvor skønt Tina! Sådan havde jeg det også.
      Jeg håber, at du kaster dig ud i det <3
      Dejlig weekend til dig også!

Svar