Bagt aubergine salat med granatæble, ristede kikærter og tahindressing

14. februar 2017

Bagt aubergine salatMå man godt spise den samme salat hver dag i en hel uge? Jeg stemmer for ja, for det er virkelig, hvad jeg har lyst til med denne aubergine salat. Den er hermed røget op til toppen af listen over mine favoritsalater/tilbehør. Stærk i konkurrence med den marokkanske kikærte-auberginesalat (i samme dur), de karry-ovnristede blomkål og kikærter og det smørstegte spidskål. Mums mums mums. Server dem alle sammen til aftensmad, og så ville jeg ikke kunne få det bedre.

Udseendesmæssigt har jeg fået inspirationen herfra og har ikke kunne få billedet ud af hovedet siden. Denne aubergine salat består af bagte aubergineskiver toppet med saftige granatæblekerner, sprøde og ristede kikærter, cremet og nødde-lækker tahindressing (favorit dressing!) og frisk persille. Den ville være perfekt til nogle deller, krydret kød (fx disse eller de her) eller i en sammensætning med andre mellemøstlige retter. Skriv forresten lige, hvis I laver en menu med sidstnævnte. Så kommer jeg! Guf 😛

Læs også: Mere inspiration til tilbehør her.

Bagt aubergine salat Bagt aubergine salat

Bagt aubergine salat med granatæble, kikærter og tahindressing (tilbehør til 2 personer)

  • 1 stor aubergine
  • 1/2 granatæble
  • 1 spsk tahin
  • saft fra 1/2 citron
  • stødt spidskommen
  • en stor håndfuld ristede kikærter *
  • en stor håndfuld frisk persille
  • olivenolie, vand, salt og peber

 

Så nemt er det: Start med at skære enderne fra auberginen og skær den i tynde, runde skiver på ca 2-3 mm tykkelse. Vend skiverne i et par spsk olivenolie og et drys salt, fordel dem på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 15-20 minutter ved 180 grader varmluft. Lad dem køle en smule af.

Bank i mellemtiden kernerne ud af granatæblet – jeg plejer at komme det i en plastikpose, holde den skårne del nedad og banke kernerne ud med en træske. Rør tahin sammen med et pænt drys spidskommen, citronsaft og lidt vand, til du har en flydende konsistens. Hak persille groft.
Fordel de bagte aubergineskiver på en tallerken, dryp med tahindressing, drys med granatæblekerner, ristede kikærter, persille og friskkværnet peber.

* Kikærter: Du kan vælge mellem 2 ting. Jeg har (sponsoreret) som gave modtaget en pose ristede og saltede kikærter fra Earth Control, som jeg brugte. Du kan også lave dine egne ved at vende kikærter (fra dåse eller selvkogte) med lidt olivenolie + salt og riste dem i ovnen ved 200 grader varmluft i en halv times tid.

 

  • Reply
    Mette uldum
    17. februar 2017 at 14:58

    Tak for lækre opskrifter. Tror du jeg skal skylle kikærter inden jeg bager dem i ovnen. Du har skrevet i din opskrift at de skal vendes i lidt olie og salt, men ikke noget om at de skal skylles.

    • Reply
      Anna Bartels
      17. februar 2017 at 15:00

      Hej Mette.
      Hvis du bruger dem fra dåse, ville jeg lige skylle dem først ja.
      Hvis du selv har kogt dem, behøver du ikke 🙂
      Håber du kan lide salaten!

  • Reply
    Mette uldum
    17. februar 2017 at 16:44

    De kikærter jeg har købt er tørrede kikærter i en pose

    • Reply
      Anna Bartels
      17. februar 2017 at 17:06

      Så skal du sætte dem i blød natten over (som det står på posen) og koge dem (som det også står på posen – plejer at være i 45 minutter) 🙂

  • Reply
    Mette uldum
    17. februar 2017 at 20:10

    Tusind tak for svar. Super lækker salat 😀 Den gjorde lykke

    • Reply
      Anna Bartels
      18. februar 2017 at 0:44

      Dejligt at høre! 😀

  • Reply
    Charlotte
    8. august 2018 at 12:49

    Hej,
    Kan salaten laves dagen i forvejen eller bliver den kedelig?

    • Reply
      Anna Bartels
      9. august 2018 at 20:15

      Hej Charlotte.
      Jeg ville ikke lave den dagen i forvejen, da kikærterne formentligt vil blive bløde så.
      Du kan lave dressingen på forhånd, men jeg ville nok vente med resten til max et par timer før 🙂

  • Reply
    Pia
    14. marts 2019 at 18:03

    Hej Anna
    Jeg prøvede for første gang dine opskrifter for et stykke tid siden. Ja nu bruger
    Jeg nærmest ikke andet end dine. Du er super dygtig <3
    Kh en ældre dame på 51 🙂

    • Reply
      Anna Bartels
      15. marts 2019 at 10:00

      Hej Pia.
      Det er den bedste kommentar, jeg nogensinde kunne ønske mig.
      Det er SÅ dejligt at høre ♡
      Tusind tak fordi du skrev!
      Kh Anna

Svar

Instagram