Kyllingedeller med friske krydderurter

9. maj 2014
Kyllingedeller

De her kyllingedeller har jeg lavet rigtig mange gange. Men jeg har opdaget, at jeg aldrig har delt dem på bloggen med jer. Det er jo en fejl, for de er ret lækre, nemme og sunde. Det første min søster sagde, da hun smagte dem for første gang for et par år siden var, at det smagte som chicken nuggets – bare på den endnu bedre måde. Det tænker jeg aldrig kan være dårligt.

Mine kyllingedeller er fyldt med friske krydderurter, som passer rigtig godt sammen med kyllingekødet. Det er en basisopskrift, så du kan sagtens tilføje nogle revne grøntsager, ost eller krydderier. Jeg serverede dem sammen med ovnristede blomkål og kikærter, som er en af min yndlingstilbehør (find opskriften her). Du kan også servere alle mulige salater, pasta, kartofler eller hvad du nu har lyst til som tilbehør.

Læs også: Kyllingefrikadeller med spinat, soltørrede tomater og feta / Kyllingefrikadeller med rødbede og hytteost / Blomkålsdeller med forårsløg og parmesan / Asiatiske fiskefrikadeller

Kyllingedeller
Kyllingedeller


Kyllingedeller med friske krydderurter (3 personer med tilbehør)

  • 500 g hakket kyllingekød
  • 1 spsk groft salt
  • 1 fed hvidløg, presset
  • 1 æg
  • 2 store spsk mel
  • 1/2 dl mælk eller fløde
  • 1 spsk havregryn
  • 2 håndfulde friske krydderurter (jeg brugte oregano, timian og basilikum)
  • 1,5 spsk olivenolie
  • 1,5 spsk smør

Så nemt er det: Start med at ælte kyllingekød og salt sammen i en skål, brug gerne hænderne. Rør også ægget i og derefter mel, presset hvidløg og mælk. Hak de friske krydderurter og ælt også dem i sammen med lidt friskkværnet peber og havregryn. Lad kødet stå og hvile i 30 minutter på køkkenbordet.

Opvarm en pande til middel-høj varme og smelt smør og olie på panden. Form kyllingedeller med en ske og din hånd og steg dem i smør og olie i små 5 minutter på hver side, til de er sprøde.

  • Reply
    Elsebeth Andreasen Lange
    11. juni 2017 at 13:20

    Hvis jeg bruger tørrede krydderier, hvor meget skal jeg bruge?

    • Reply
      Anna Bartels
      11. juni 2017 at 14:06

      Hej Elisabeth.
      Jeg vil klart anbefale dig at bruge friske krydderurter – du kan også bruge frisk/frossen optøet spinat og så tilføje 1 spsk eller 2 af tørrede krydderurter. De friske krydderurter/spinat giver nemlig lidt saftighed 🙂

  • Reply
    Annette M
    22. januar 2018 at 14:55

    Bruger du en spsk. salt ? el. skulle der stå en tsk. salt. Jeg synes det lyder lidt voldsomt!
    Jeg har efter at have søgt på kyllingefrikadeller lige opdaget din blog, som jeg synes ser meget fin ud med de mange gode fotos og dine opskrifter, som virker nemme og lækre. Jeg vil helt sikkert vende tilbage her.
    Den spørge-undersøgelse, som kører her blev jeg dog ikke så begejstret for. Alle spørgsmålene går jo ud på at vide hvem jeg er som forbruger, så reklamerne kan målrettes og dem ville jeg i virkeligheden helst undvære. Din blog er fin og ville være bedre uden reklamer, men jeg formoder du tjener lidt på dem. Jeg glæder mig til at prøve nogle af dine opskrifter
    vh. Annette M

    • Reply
      Anna Bartels
      22. januar 2018 at 15:18

      Hej Annette.
      Det er en spsk groft salt. Jeg ændrer det lige i opskriften.
      Helt enig – hvis det var fint salt, ville det være lidt for voldsomt!
      Mht reklamerne så har du helt ret. Det er ikke det kønneste, men ja jeg tjener lidt på det og hører faktisk ikke så meget kritik fra jer læsere. Så lige pt. har jeg ikke tænkt mig at ændre noget.
      Men tak for din besked, dine søde ord og fordi du vil følge med.
      Du er velkommen 🙂
      Kh Anna

  • Reply
    Brian Jensen
    4. marts 2018 at 15:35

    Et eller 2 fed hvidløg ville også klæde duellerne. Og rigeligt med friske krydderurter.

  • Reply
    Anne Cathrine
    12. januar 2019 at 21:00

    Har du mon forsøgt at lave disse i ovnen i stedet for på panden? Hvis ikke – tror du man kan det?

    • Reply
      Anna Bartels
      12. januar 2019 at 21:04

      Hej Anne Cathrine.
      Ja det kan du sagtens!
      De får ikke den samme sprøde overflade, men de kan sagtens bages i ovnen 🙂

      • Reply
        Anne Cathrine
        12. januar 2019 at 21:11

        Fantastisk! Tusind tak for svar! Hvor lang tid ville du give dem i ovnen? 30 minutter måske? ☺️

        • Reply
          Anna Bartels
          12. januar 2019 at 21:28

          Uh det er et godt spørgsmål!
          Mit bud er måske 15-20 minutter afhængig af størrelse.
          De skal være gennembagte men stadig saftige. Du kan eventuelt teste ved at skære en over 🙂
          Skriv endelig hvad du finder ud af!

Svar

Instagram