Annonce

Pasta med basilikumsfløde, stracciatella og citronbrødkrummer

Pasta med basilikumsfløde, straciatella og citronbrødkrummer
Pasta med basilikumsfløde, stracciatella og citronbrødkrummer 1

Den her opskrift på pasta med basilikumsfløde, stracciatella og citronbrødkrummer er til dig, der fx får gæster på besøg og gerne vil lave en festlig men budgetvenlig ret, der stadig vil imponere dine gæster. Med få elementer kan du nemlig nemt pimpe en simpel pastaret.

Opskrift på pasta med basilikumsfløde, straciatella og citronbrødkrummer

Det her er faktisk en ret simpel pasta. Vendt med ærter og fløde blendet med frisk basilikum og citronsaft og toppet med en hjemmelavet stracciatella, som nemt kan laves af mozzarella og fløde. Dertil drysset med hjemmelavet brødkrummer af daggamle, tørre brødrester vendt med citronskal og flagesalt. Har du lyst, kan du sagtens tilføje flere grøntsager eller udskifte ærter med andet grønt. Du kan også lave hvidløgsbrødkrummer som et alternativ.

Er du vild med pasta, så skal du også se alle mine andre pastaretter.

Pasta med basilikumsfløde, stracciatella og citronbrødkrummer 2

Budgetvenlig (men festlig) aftensmad til gæster

Jeg har øverst i dette indlæg markeret det som indeholdende reklame. Det er fordi, at jeg på Instagram er blevet udfordret af Forbrugerrådet Tænk. Udfordringen lød som følger: Lav en økologisk middag (en festlig hovedret) til tre personer for max 60 kr. i alt. Tøm gerne køleskabet og brug det, du allerede har. Alt nyt der købes skal være øko. Du må bruge et basislager af olivenolie og eddike, salt og peber, men resten (også rester fra skabet) skal tælle med i budgettet. Til gengæld er det kun det, der bruges, som tæller med. Dvs. bruges kun 3/4 af pakken, bruges kun 3/4 af prisen.

Jeg synes virkelig, at det var en spændende udfordring. Jeg har taget udgangspunkt i en forholdsvis simpel pastaret, som jeg har pimpet med gode sager, der gør det lidt ekstra. Jeg havde frosne øko ærter i fryseren (kender du ikke også det?) og noget tørt brød, som faktisk bare skulle ud. Denne pasta med basilikumsfløde er derudover sammensat efter tilbud eller budgetvenlige sager. Budgettet blev brugt som følger:

  • 400 g øko pasta (8 kr)
  • 1 øko mozzarella (11 kr)
  • 1 potte øko basilikum (10 kr)
  • 200 g øko ærter (7,5 kr)
  • 1/4 liter øko fløde (13,5 kr)
  • 1 øko citron (4 kr)
  • 2 skiver daggammelt brød (4 kr)
  • = i alt 58 kr
Pasta med basilikumsfløde, stracciatella og citronbrødkrummer 3

Hvordan sammensætter man et budgetvenligt måltid?

Allerførst kan du gøre to ting: Hvad har du allerede i skabene? Måske nogle grøntsager, rester af ost, en halv pakke pasta eller risottoris, tørt brød eller noget helt sjette. Dernæst kig i tilbudsavisen for dine nærmeste supermarkeder og se, om du kan finde nogle lækkerier på tilbud. Dernæst kan du overveje sæsonbaserede råvarer. De er også ofte billigere.

Her er retter, der ofte kan varieres efter tilbud eller indhold i skabene: Risotto, pasta, pizza, tærte, mættende salater med æg, bønner, fisk eller andre proteiner.

Brødkrummer er prikken over i’et på din pasta

Jeg ved ikke, om du nogensinde har prøvet at toppe din pasta med sprøde brødkrummer. Min kæreste udpegede det som en genistreg, og der er jeg faktisk enig. Det sætter virkelig prikken over i’et i denne pasta med basilikumsfløde og tilføjer en skønt sprødt og ristet element. Prøv det!

Laver du en af mine opskrifter som fx denne pasta med basilikumsfløde og brødkrummer, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Pasta med basilikumsfløde, straciatella og citronbrødkrummer

Pasta med basilikumsfløde, stracciatella og citronbrødkrummer

Her får du en skøn, simpel og budgetvenlig men stadig festlig pasta til 3 personer. En cremet flødesauce blendet med frisk basilikum og citron, en hjemmelavet stracciatella og sprøde brødkrummer med citronskal.
5 fra 1 stemme
Antal: 3 personer
Forberedelse25 minutter
Trækketid2 timer

Ingredienser

  • 400 g pasta
  • 1 stk mozzarella
  • ¼ liter piskefløde
  • 1 bundt frisk basilikum
  • 1 stk øko citron
  • 2 skiver brød (daggammelt og tørt)
  • 200 g ærter (gerne fra frost men optøet)
  • olivenolie
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Start med at rive mozzarella i små strimler. Rør det sammen med ¾ dl fløde og lad det trække på køl i minimum 2 timer – kan sagtens være natten over.
  • Op til spisning: Blend brødet til fine krummer i en minihakker en lignende.
  • Steg dem på en pande med 3 spsk olivenolie. De skal blive sprøde og gyldne. Stil til side.
  • Pluk al basilikum. Kom ⅔ i en minihakker/blender sammen med den resterende halvdel af fløde.
  • Blend det sammen men ikke for længe – så bliver det til flødeskum. Vend den resterende fløde i, så det bliver tyndt igen.
  • Kog pasta al dente efter anvisningen på pakken i saltet vand. Gem lidt af kogevandet.
  • Riv fintrevet citronskal og vend det med brødkrummerne sammen med et nip salt.
  • Kom din basilikumsfløde op i en stor pande eller gryde sammen med saften fra den hele citron og et nip salt og godt med peber.
  • Tilsæt pasta og de optøede ærter. Tilsæt evt. kogevand hvis det mangler lidt væske.
  • Server med stracciatella, brødkrummer og ekstra basilikum. Lidt ekstra olivenolie er heller ikke dårligt.
Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments