Marengs roulade med lakrids, chokoladeganache og jordbær

12. oktober 2014

Marengs roulade med lakrids, chokoladeganache og jordbærDet er efterhånden et stykke tid siden, jeg lavede denne lækre sag, men jeg har bestemt ikke glemt den. En sprød marengs roulade med lakrids, chokoladeganache og friske jordbær. Mine gæster var også ret begejstrede – der var nemlig en, der tog portion nummer 4! Det kan vel ikke helt være et dårligt tegn 😉

Som sagt var det virkelig en populær dessert. Den sprøde og seje marengs roulade med lakrids og stykker af mandler rullet sammen med den cremede og intense chokoladeganache og de friske jordbær passer bare rigtig godt sammen. Vær opmærksom på at ganachen skal laves aftenen før. Det er bestemt ikke sidste gang, at denne dessert er på menuen herhjemme.

Find endnu flere opskrifter på desserter lige her.

Marengs roulade med lakrids, chokoladeganache og jordbær

Marengs roulade med lakrids, chokoladeganache og jordbær

Marengs roulade med lakrids, chokoladeganache og jordbær (til cirka 10 personer)

  • Ganache: 100 g mørk chokolade
  • 1 + 2 dl piskefløde
  • Lakridsmarengsbund: 100 g mandler
  • 6 æggehvider (200 g)
  • 45 + 180 g sukker
  • 100 g flormelis
  • 1 stor tsk raw lakridspulver (gerne Johan Bülow)
  • evt 1 tsk lakridssirup (gerne Johan Bülow)
  • 4 spsk majsstivelse
  • ca 200 g friske jordbær

Så nemt er det:
Aftenen før skal du lave chokoladeganachen ved først at hakke chokoladen. Opvarm 1 dl piskefløde til lige før kogepunktet og hæld det over chokoladen i en skål. Bland til chokoladen er smeltet og rør derefter de sidste 2 dl piskefløde i. Dæk skålen med plastfilm og stil i køleskabet til næste dag.

Næste dag skal du lave bunden ved først at hakke mandlerne. Pisk æggehviderne med 45 g sukker og pisk derefter de resterende 180 g i lidt ad gangen. Pisk til en fast marengsmasse. Sigt flormelis og majsstivelse i marengsen og rør forsigtigt det hele sammen med hakkede mandler, lakridspulver og evt sirup. Kom dejen på en sprøjtepose med en glat tyl og sprøjt det ud på en bageplade beklædt med bagepapir, så den dækker omkring 30 x 40 cm. Bag den i ovnen i ca 20 minutter ved 175 grader. Lad den afkøle lidt og vend den derefter over på et nyt ark bagepapir, hvor den skal afkøle helt. Træk derefter bagepapiret af, som kagen er bagt på.

Pisk chokoladeganachen kort med en elpisker til den bliver cremet og smør den ud på den kolde marengsbund. Skyl jordbær og fjern stilken, skær dem i mindre stykker og fordel dem ud på marengsbunden (se 2. billede). Rul bunden sammen ved hjælp af bagepapiret. Pak rouladen ind i bagepapiret og stil den på køl i et par timer. Pynt med friske jordbær og server.

  • Reply
    Trine
    3. november 2014 at 15:35

    Kan man lave den dagen før?

    • Reply
      Anna
      3. november 2014 at 18:03

      Hej Trine,
      ja det kan du sagtens! 😉
      kh Anna

  • Reply
    Annett Schjørring
    23. juni 2016 at 11:20

    Hjælp, jeg står og skal til og i gang med at bage “sprød lakridsmarengsroulade med chokoladeganache og jordbær. I opskriften jeg kan ikke se, hvor mange grader bunden skal bages på. Er ikke vant til at bage, så jeg er lige ved at gå i panik.

    • Reply
      Anna Bartels
      23. juni 2016 at 12:28

      Hej Annette.
      Det har jeg da fuldstændig glemt at skrive… Den skal bages ved 175 grader!
      Jeg håber, at den bliver god 🙂
      Hilsen Anna

  • Reply
    Annette Schjørring
    23. juni 2016 at 14:23

    Tak – det håber jeg også :0))

Svar

Instagram