Hvis du ikke har fodret din surdej, så skal du gøre det. Jeg fodrer min med 70 g hvedemel, 70 g rugmel, 140 g vand og 40 g surdej og lader den stå til den er hævet til dobbelt størrelse og faldet en smule igen - ikke meget men lidt. Det tager omkring 3-5 timer afhængig af hvor aktiv din surdej er.
Fortsæt når surdejen er klar som beskrevet ovenover. Rør alle kerner og frø sammen med vand og salt.
Rør herefter begge slags mel og 135 g af din surdej i. Gem den resterende surdej til en anden gang. Jeg bruger en elpisker eller røremaskine med dejkroge på - sådan er det nemmest af få blandet det ordentligt.
Smør en eller flere rugbrødsforme godt med smør eller olie og hæld dejen i. Den skal fylde formen omkring 60-70%, altså lidt mere end halvvejs. Drys evt med flere kerner på toppen.
Stil rugbrødene med et fugtig klæde over på dit køkkenbord natten over. Hos mig passer det med, at jeg kan lade dem stå ca 12-14 timer, og så er de hævet til omkring 80-90% af formen. Dér skal de bages.
Tænd ovnen på 185 grader varmluft og bag dine rugbrød i 65 minutter.
Tag rugbrødene ud af formene og give dem 5 minutters tid i ovnen mere på en rist.
Lad dem køle før du skærer og spiser.