Tried and true. De bedste koldhævede gulerodsboller med kerner. Jeg har brugt lang tid på at udvikle basisopskriften, og så har jeg tilføjet revne gulerødder, der bidrager med endnu mere saftighed og sødme. Opskriften giver 8 store eller 10 mindre boller.
Start med at røre gær ud i det lunkne vand. Gør det gerne i en condibøtte eller andet skål med låg.
Rør salt, sukker og kerner/frø i.
Riv gulerødderne groft og rør også dem i.
Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen. Måske du skal bruge 9 dl og måske 11 dl. Dejen skal være klistret og skal ikke kunne holde sig selv - lidt som tyk havregrød.
Kom låg på bøtten og stil den på køkkenbordet, til den har hævet til dobbelt størrelse. Det tager gerne 2-3 timer. Stil den herefter i køleskab.
Næste morgen skal du tage dejen ud af køleskabet og tænde ovnen på 220 grader varmluft og lade en bageplade varme op med ovnen.
Når ovnen er varm: Løsn forsigtigt dejen i kanterne med en våd dejskraber og vend forsigtigt dejen ud på en fugtig overflade - fx dit køkkenbord.
Hak 8-10 boller med en dejhakker og fordel dem på et stykke bagepapir. Drys med solsikkekerner.
Hiv bagepapiret over på den varme bageplade og stil den tilbage i ovnen. Hæld gerne en kop varmt vand i bunden af ovnen, så du laver lidt damp (bollerne får lov at hæve lidt mere, inden skorpen sætter sig)
Bag dem i cirka 14-16 minutter, til de er godt gyldne.