Go Back Email Link
+ servings
Rørt tatar med persillemayo og kartoffelchips

Rørt tatar med persillemayo og kartoffelchips

Her får du opskriften på hjemmelavet rørt tatar, hjemmelavet persillemayo på urteolie og hjemmelavede kartoffelchips. Opskriften er beregnet til 4 personer med tilbehør.
5 fra 2 stemmer
Antal: 4 personer
I alt1 t 30 min

Ingredienser

Persillemayonnaise

  • 1 bundt bundt persille (stort)
  • 3 dl smagsneutral olie
  • 2 æggeblommer
  • 1 tsk grovkornet sennep
  • 1 tsk eddike (fx æblecidereddike)
  • salt

Rørt tatar

  • 500 g okseinderlår
  • 1 skalotteløg
  • 2 spsk kapers
  • 2 spsk frisk estragon
  • 1 spsk grovkornet sennep
  • 1-2 spsk worcestershiresauce (kan undlades)
  • 2 spsk mayonnaise (gerne persillemayo)
  • salt og peber

Kartoffelchips

  • 1 bagekartoffel
  • 4-5 dl smagsneutral olie
  • salt

Køkkenudstyr

  • Gryde
  • Termometer
  • Elpisker
  • Blender

Fremgangsmåde

Persillemayonnaise

  • Skyl persille og dup det tørt. Kom det i en blender, hæld olien over og blend på fuld hammer i 5 minutters tid, til olien bliver varm.
  • Sigt det gennem en fin si eller et vådt viskestykke og stil på køl for at blive helt kold.
  • Pisk æggeblommer og et godt nip salt sammen i 30 sekunder i en høj, aflang beholder (jeg bruger en elpisker). Pisk derefter sennep og eddike i til det er blandet.
  • Pisk nu langsomt urteolien i lidt ad gangen, til konsistensen er som mayonnaise. Jeg brugte ikke al min olie men måske omkring 2-2,5 dl.
  • Smag til med salt, sennep og eddike. Stil din persillemayo på køl, imens du forbereder de andre ting.

Rørt tatar

  • Skær eventuelle sener og fedt fra kødet – der burde ikke være så meget.
  • Hak derefter kødet fint. Dette step tager lidt tid og kræver lidt tålmodighed. Hak det i den tykkelse du bedst selv kan lide. Jeg kan bedst lidt det fint men med bid.
  • Hak derefter skalotteløg, kapers og estragon fint og rør det i kødet sammen med sennep, worcestershiresauce og mayonnaise.
  • Smag til med peber og evt salt eller mere sennep, mayo og worcestershiresauce. Stil på køl til det skal bruges.

Kartoffelchips

  • Start med at skrælle din kartoffel og skære den fint på et mandolinjern eller med en kartoffelskræller (så fint som muligt).
  • Kom dem i en lille skål og hæld lunkent vand over. Vend dem lidt rundt, hæld vandet fra og gentag to gange mere – dette trækker stivelsen ud af kartoflerne. Dryp dem helt tørre i et viskestykke.
  • Varm imens olien op i en lille gryde til omkring 160 grader. Har du ikke et termometer, kan du tjekke ved at stikke skaftet af en træske ned i olien. Hvis det bobler/simrer lidt omkring træet, er den klar.
  • Kom 15 kartoffelskiver i ad gangen, rør lidt rundt og vent til de er gyldenbrune. Brug gerne en hulske – især når du tager dem op og drypper dem af på et stykke køkkenrulle.
  • Fortsæt med resten og drys til sidst med rigeligt salt.

Anretning

  • Anret din tatar på en af to måder: på et stort fad eller i små portionsstørrelser på tallerkener. Fordel små klatter af persillemayo på toppen og pynt med rigeligt kartoffelchips.