Surdejsfoccacia med oliven

Foccacia med surdej

Mmmh jeg elsker et foccacia brød! Og jeg har længe haft lyst til at give mig i kast med et surdejsfoccacia. Forleden blev dagen, og nøj hvor er jeg glad for det. For mig er foccacia saftigt, sprødt og smagsfuldt. Det kan du så lige gange med 3, når du laver foccacia med surdej i stedet for gær. Det smager simpelthen så skønt, at du ville kunne servere det til mig til aftensmad, og jeg ville være glad.

Opskrift på surdejsfoccacia

Ligesom alle andre opskrifter med surdej, kræver det længere tid, end når du laver det med gær. Sidstnævnte kan du lave på et par timer, hvor surdejsopskrifter altid kræver et lille døgns tid. For surdejen skal fodres og være aktiv (hævet til dobbelt størrelse), dejen skal udvikle sig på køkkenbordet, den skal stå i køleskabet natten over, helst gerne lige stå en time på køkkenbordet inden bagning og så bages. Men helt ærligt – hvis jeg alligevel er hjemme og har tid til at tjekke til den, flytte den, folde den eller hvad jeg nu skal, så foretrækker jeg altid surdejsversionen.

Er du vild med at bage dit eget brød, så skal du også prøve mine naanbrød med hvidløg, fladbrød, pull-apart brød med hvidløgssmør og ost eller måske snoet brød med oliventapenade. Et helt klassisk grydebrød eller måske et kanelbrød med glasur er heller ikke en dårlig ide.

Foccacia med surdej

Foccacia med surdej eller gær?

For at fortsætte snakken længere oppe, så kræver det mere tid at lave et foccacia med surdej end et foccacia med gær. Heldigvis ikke meget mere arbejdstid for dig men arbejdstid for din surdej. Jeg synes, at det er så fascinerende med en surdej, fordi den kan hæve, fermentere og give den mest fantastiske smag og saftighed til dit brød. Det er næsten magi. Surdejen nedbryder eksempelvis gluten og starter fermenteringsprocessen, så brødet ikke kun får en let sur og skøn smag men faktisk også bliver nemmere for os at fordøje det. Hvis det skal gå stærkt, eller jeg ikke er hjemme dagen før, så vælger jeg gær. Alle andre gange surdej.

Foccacia med oliven

Jeg har valgt at toppe mit surdejsfoccacia med oliven denne gang. Jeg elsker nemlig oliven – noget jeg har lært indenfor de sidste 5 års tid. Jeg fik det nemlig hos nogle venner den anden dag og måtte selv lige forsøge mig med samme topping. Oliven bidrager med smag, salt og tekstur, og så bliver de næsten lidt karamelliserede, når de bliver bagt i ovnen. Det er en virkelig god kombination.

Laver du en af mine opskrifter som blandt andet dette surdejsfoccacia, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Surdejsfoccacia med oliven
Surdejsfoccacia med oliven
Foccacia med surdej

Surdejsfoccacia med oliven

Et super lækkert og saftigt foccacia lavet med surdej (altså helt uden gær) og oliven. Er du ikke til oliven, pynter du bare med noget andet – fx rosmarin og havsalt. Husk at du skal starte dagen før, du skal have foccacia, når du arbejder med surdej.
5 fra 1 stemme
Antal: 8 personer
Forberedelse25 min
Tilberedelse20 min
Hævetid14 t

Ingredienser

  • 400 g tipo 00 mel (eller lignende mel med højt glutenindhold)
  • 300 g vand
  • 125 g aktiv surdej (bageklar)
  • 15 g salt
  • 150 g oliven (uden sten)
  • flagesalt
  • olivenolie

Køkkenudstyr

  • Røremaskine

Fremgangsmåde

  • Bland mel og vand i røreskålen på din røremaskine og lad det stå i 45 minutters tid. Dette kaldes autolyse og gør, at mel og vand optager hinanden og bliver en mere sammenhængende dej.
  • Din surdej skal være klar til efter disse 45 minutter – altså her skal den være hævet til dobbelt størrelse. Tilsæt aktiv surdej og salt og ælt dejen i 10 minutters tid, til den samler sig om krogen.
  • Lad dejen hæve til dobbelt størrelse. Afhængig af temperatur i rummet tager det nok 3-5 timer. Du kan evt. folde den et par gange ind under sig selv undervejs, men det behøves ikke.
  • Kom bagepapir i et ildfast fad eller form (mit fad er 20 x 20 cm) og smør med lidt olie. Hæld dejen i.
  • Lad dejen stå en times tid på køkkenbordet, inden du kommer den på køl natten over. Jeg dækker det til med et fugtigt viskestykke.
  • Tag dejen ud af køleskabet en time før bagning. Tænd ovnen på 250 grader varmluft, så det passer med, at den er klar efter en times tid.
  • Når ovnen er varm, fordeler du oliven og drypper med ekstra olivenolie på toppen. Drys med lidt flagesalt også. Lav små huller i dejen med dine fingre.
  • Kom brødet i ovnen, hæld en lille kop varmt vand i bunden af ovnen (for at lave damp – ikke et must), skru ned på 220 grader og giv det cirka 25 minutter, til det er gyldent på toppen. Du kan evt. tage brødet ud af form og bagepapir og lade det få de sidste fem minutter på en rist – så bliver bunden også sprød.
  • Lad det afkøle lidt på en rist, inden du spiser det.

Hvad skal jeg servere mit surdejsfoccacia med oliven til?

Jeg kan næsten finde enhver undskyldning for at spise foccacia. “Skal vi ikke spise supper? Så kan vi nemlig få brød til”. Server det til en lækker suppe, til et tapas bord med ost, pølse og pestoer, til en måltidssalat der lige mangler det sidste for at mætte, til gryderetter, flækket over på midten til en sandwich og meget mere.

Hvad kan jeg toppe mit foccacia brød med?

Denne opskrift på surdejsfoccacia kan du bruge med hvilken som helst slags topping. Så er du eksempelvis mere til den klassiske version med rosmarin og havsalt, så gå med den. Du kan også trykke små tern af ost som eksempelvis emmentaler ned i dejen så du får et foccacia med ost. Det kunne også være tynde skiver af kartoffel, andre krydderurter, halverede cherrytomater, pesto eller flager af parmesan. Bare du altid husker god olivenolie og flagesalt.

Del med nogen du holder af
Del på facebook
Del på pinterest
Del på email
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments