Grove pølsehorn med gulerødder og solsikkekerner

1. februar 2017

Grove pølsehorn med gulerødder og solsikkekernerEr I klar på endnu en omgang madpakke-inspiration? Det her er muligvis de bedste grove pølsehorn, jeg har bagt (og smagt), og så er de heldigvis lavet med gode sager og er perfekte til madpakken eller en hurtig frokost/snack på farten. Jeg har altid været ret stor fan af pølsehorn, og den anden dag fik jeg den største lyst til at bage en omgang selv. Det har bestemt ikke været dårligt at kunne hive sådan et par stykker op af fryseren, og jeg har desværre lige spist de sidste 2. Med ketchup selvfølgelig 😉

I pølsehornsdejen har jeg tilføjet fuldkornsmel, en smule havregryn, groftrevne gulerødder og solsikkekerner, der tilsammen giver dem en lidt gulerodsbrud-agtig fornemmelse. Jeg har købt nogle ordentlige pølser med 80 % kød (gør dig selv den samme tjeneste) og smurt dem indeni med ketchup. For pølsehorn er bare ikke det samme uden ketchup. Am I right? Jeg bliver nødt til at lave en ny omgang grove pølsehorn meget snart igen! De vil nemlig være perfekte til studiestart.

Mere madpakke-inspiration: Middelhavsboller med oliven og soltørrede tomater / Ovnbagte samosa med søde kartofler / Spinatboller med mandler / Pesto snurrer

Grove pølsehorn med gulerødder og solsikkekerner Grove pølsehorn med gulerødder og solsikkekerner

Tip: Vil du have mere luftige pølsehorn, kan du skifte fuldkornsmel ud med almindeligt hvedemel eller hvid hvede.

Grove pølsehorn med gulerødder og solsikkekerner (ca 16 stk)

  • 1 dl lunkent vand
  • 25 g gær
  • 1 tsk salt + 1 tsk sukker
  • 1/4 dl olivenolie
  • 1 dl skyr eller neutral yoghurt
  • 1 æg
  • 2 mellemstore gulerødder, groftrevet
  • 1 dl solsikkekerner
  • 1 dl havregryn
  • 150 g fuldkornsmel
  • ca 300 g hvedemel
  • 8 gode pølser
  • evt ketchup

 

Så nemt er det: Start med at opløse gær i det lunkne vand. Tilsæt salt, sukker, olie og skyr, rør rundt og tilsæt så æg, groftrevne gulerødder, solsikkekerner og havregryn. Rør først fuldkornsmel i og ælt derefter hvedemel i lidt ad gangen. Ælt det hele i 5 minutters tid, gerne i en røremaskine, til dejen bliver elastisk og har optaget al melet. Dæk skålen med låg eller viskestykke og lad dejen hæve lunt i 1 time.

Del dejen i 2 lige store stykker. Rul stykkerne ud, en ad gangen, til en cirkel på et meldrysset bord. Skær hver cirkel i 8 trekanter/lagkagestykker, smør evt med et tyndt lag ketchup, læg en 1/2 pølse på det brede stykke af en trekant og rul sammen mod midten. Fortsæt med alle 16 pølsehorn. Lad dem efterhæve i 30 minutter, pensl med æg/mælk og drys med sesamfrø eller lignende. Bag dem ved 220 grader varmluft i cirka 10-12 minutter.

  • Reply
    JanniChristiane
    2. februar 2017 at 12:56

    De ser virkelig lækre ud! De må afprøves en dag 🙂

    • Reply
      Anna Bartels
      2. februar 2017 at 12:57

      Tak Janni!
      Jeg håber, at du kan lide dem 🙂

  • Reply
    Kirstine
    17. september 2017 at 17:00

    Jeg er igang med at lave dem nu. Jeg synes dog dejen klistre meget, men kom også til at putte lidt for meget yoghurt i, men synes stadigvæk at den skulle mættes utrolig meget med mel, fordi det klistrede til bordet når jeg prøvede at rulle dem sammen😊

    • Reply
      Anna Bartels
      18. september 2017 at 10:20

      Hej Kirstine.
      Det er vigtigt, at du holder dig til en rigtige mængde væske, og at du drysser bordet med mel, som der står i opskriften.
      Dejen skal være fugtig men selvfølgelig ikke våd.
      Blev de fine alligevel, selvom du tilsatte for meget youghurt? 🙂

  • Reply
    Anne Søndergaard
    24. januar 2018 at 8:32

    Hej Anna,

    Jeg fik en masse inspiration fra din opskrift til at lave mine egen pølsehorn.

    Tak for inspirationen 🙂

    // Kærligst Anne
    http://www.annesondergaard.dk

    • Reply
      Anna Bartels
      24. januar 2018 at 10:21

      Det er bare så dejligt at høre Anne!
      Selv tak 🙂

  • Reply
    Annette
    8. maj 2018 at 17:03

    Hej Anne
    Vi har nu flere gange lavet dine pølsehorn og de er bare de bedste😍

    • Reply
      Anna Bartels
      8. maj 2018 at 21:44

      Ej hvor dejligt Annette!
      De er virkelig også bare gode – tak for at minde mig om snart at lave dem igen 😛

  • Reply
    Tina
    15. maj 2018 at 20:02

    De er virkelige gode😊

    • Reply
      Anna Bartels
      15. maj 2018 at 20:15

      Ih hvor dejligt Tina! 🙂

  • Reply
    Sophia
    10. september 2018 at 10:52

    Hej Anna
    Jeg glæder mig til at lave disse pølsehorn 👍🏻
    Jeg har besluttet at anskaffe en røremaskine 😉 Du linker til Electrulux køkkenmaskine – vil du anbefale denne?

    • Reply
      Anna Bartels
      10. september 2018 at 11:18

      Hej Sophia.
      Hvor er det dejligt at høre! Og det synes jeg bestemt, at du skal – en røremaskine er helt uundværlig.
      Jeg vil helt sikkert anbefale den ja, hvis du skal have god kvalitet for mindre penge. Hvis du er villig til at betale lidt mere, har jeg også altid være glad for mine forældres KitchenAid: https://www.kitchentime.dk/da/p/artisan-mini-kokkenmaskine-33-liter-mat-sort da jeg boede hjemme 🙂
      Håber du finder på noget godt og kan lide pølsehornene!
      Kh Anna

  • Reply
    Katrine Thomsen
    14. september 2018 at 13:40

    Wow, det er de bedste og nemmeste pølsehorn jeg nogensinde har lavet! Opskriften er helt klart gemt og skal snart bages igen 🙂 🙂

    • Reply
      Anna Bartels
      14. september 2018 at 18:39

      Hvor er det skønt at høre Katrine! Tak fordi du skrev en kommentar ♡

  • Reply
    Rikke Lykkebo
    8. marts 2019 at 13:26

    Jeg har idag lavet en portion lækre kyllinge-pølsehorn, med inspiration fra din opskrift! 🙂
    Jeg kom 70g. finrevet gulerod og 125g. finrevet squash (ikke vædet) i.
    Jeg droppede solsikkekernerne og erstattede i stedet med 1dl. grovvalset havregryn (+ den i forvejen 1dl. finvalset)
    Jeg brugte 150g. grahamsmel i stedet for fuldkornmel.
    MUMS MUMS MUMS. TAK FOR INSPIRATION ANNA!

    PS. øv! Jeg glemte ketchup! 😀

    • Reply
      Anna Bartels
      8. marts 2019 at 17:57

      Ej det lyder virkelig lækkert Rikke! Sender du ikke et par stykker til mig? 😉
      Og heldigvis kan man jo dyppe i rigeligt ketchup 😀
      Tak for din kommentar ♡
      Kh Anna

Svar

Instagram