Juleslik / julede dadelkugler

21. december 2014

julede dadelkugler

Der er kun 3 dage til juleaften, og derfor er jeg igang med at lave nogle lækre små søde sager til juledagene. Juleslik om du vil. Du har måske allerede opdaget, hvor vild jeg er med dadelkugler? På bloggen kan du ihvertfald blandt andet finde dem med appelsin, peanutbutter og mørk chokolade, med lakrids eller med en lille overraskelse indeni. Derfor ville jeg også gerne lave en version af julede dadelkugler her til jul.

Denne gang i en version med klementin og kanel, og de er meget nemme at lave og så lækre! Det gode ved dadelkugler er, at de er fyldt med lutter gode sager som dadler, mandler og kakao, men alligevel smager de som syndigt slik. Det er et super alternativ til julens mange søde sager, men er også gode som snack eller fredags”slik”.

Find endnu flere juleopskrifter lige her.

julede dadelkugler

Julede dadelkugler (20 stk)

  • 150 g bløde dadler uden sten
  • 70 g mandler
  • 1 spsk god kakaopulver
  • 1,5 tsk stødt kanel
  • 3-4 spsk saft fra en klementin (eller appelsin)
  • 1/2 tsk fintrevet skal fra øko klementin eller appelsin
  • 1 nip salt

 

Så nemt er det: Start med at riste mandlerne i ovnen i 5 minutter ved 180 grader og lad dem køle lidt af. Blend dem i en foodprocessor, så det bliver en blanding mellem fint og groft (der skal stadig være små stykker af mandler). Hvis dadlerne ikke er så bløde, kan du overhælde dem med kogende vand, lade dem stå i 10 minutter og hælde vandet fra. Kom dadler, salt, kakaopulver, kanel, klementinsaft og -skal ned til mandlerne og blend det til en sammenhængende masse. Tril dadelmassen til små kugler og rul det eventuelt i en blanding af 2/3 kakaopulver og 1/3 stødt kanel. Opbevar dem på køl i en boks.

  • Reply
    Anna Warrington
    21. december 2014 at 14:02

    Uh, jeg elsker dadelkugler og især her op til jul! 😀

    • Reply
      Anna
      21. december 2014 at 20:29

      Jeg er helt enig Anna! 😛

Svar

Instagram