Blåbærkage med hvid og mørk chokolade

18. august 2013
Blåbærkage med chokolade
Kage med saftige blåbær, friskrevet citronskal og sød, grofthakket hvid og mørk chokolade

Weekenden betyder for det meste, hjemme hos os, at der skal bages et eller andet lækkert. Vi har været igennem endnu en uge, så nu skal der bare hygges. Jeg elsker blåbær, som er utrolig sunde, og vi spiser rigtig mange af dem herhjemme, både på yoghurt med mysli og på grød. Derfor ville jeg prøve at lave en blåbærkage. Udover blåbær, som giver en dejlig saftighed, er der revet citronskal i, som gør kagen frisk. Der er også store stykker hvid og mørk chokolade i, som giver kagen en dejlig sødme.

Denne blåbærkage smager skønt, og jeg blev overrasket over konsistensen. Kagen var nemlig ret fyldig/kompakt, og mindede lidt om konsistensen på en hvid brownie. Det gjorde den nu ikke dårlig, for det passede ret godt sammen med de saftige blåbær.
Kagen har bedst af at laves nogle timer før. For den skal køle lidt af, når den kommer ud af ovnen, og så vil jeg foreslå, at du sætter den i køleskabet i et par timer for at blive helt kold inden den serveres. Så fremhæves smagen, og det er sådan jeg bedst kan lide den.

Find flere opskrifter med blåbær lige her.

Blåbærkage med chokolade (10 personer – 45 min + tid på køl)

Du skal bruge: 
3 dl hvedemel
3 dl brun farin
3 dl mælk
70 g smør
100 g chokolade (jeg brugte halv hvid, halv mørk)
5 æg
100 g blåbær
1,5 tsk salt
1 spsk vaniljesukker
Skal fra 1 citron


Så nemt er det: 
Start med at røre brun farin, mel og smør sammen i en skål med hænderne til dejen smuldr lidt. I en anden skål skal du piske æg og mælk, og derefter piske det sammen med smuldret. Riv skallen fra citronen og bland det i dejen sammen med salt og vaniljesukker. Hak hvid og mørk chokolade groft og skyl blåbærrene. Vend dem i dejen*. Kom bagepapir i en bageform og hæld dejen ned i. Dejen er ret tynd, og det er meningen. Man kan ikke gøre noget ved, at chokolade flyder lidt til bunds og blåbærrerne til toppen. Bag kagen ca. 30 minutter ved 175 grader.

Tag den ud og lad den køle af, inden du evt sætter den i køleskabet. Server med cremefraiche, vaniljeis eller bare som den er.

*Et tip kan være at tilføje grofthakkede, ristede mandler

blåbærkagen indvendig
Anna
  • Reply
    Aivia
    18. august 2013 at 9:20

    Jeg bliver helt ør i hovedet af alt den lækkerhed 😛
    Jeg skal lige finde ud af om jeg kan, men ellers er jeg HELT med på den <33

  • Reply
    Aivia
    18. august 2013 at 9:45

    Jeg kan godt 😀

  • Reply
    A + K = ♥
    26. august 2013 at 0:38

    Mmh, det lyder lækkert med citronen og blåbærene sammen – jeg er også glad for de mere kompakte kager 😀

    – Anne

  • Reply
    Anna
    26. august 2013 at 9:15

    Mange tak Anne, den er altså også bare super lækker og kompakt 😉 ligesom jeg også kan lide den!

    knus

Svar